Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

133 nienrullet sine fine Blade som et Tegn til, at dens Vexel- virkning med Luften, som Lyset fremkalder, for en kort Tid er standset, lever i sit Indre, ligesom det sovende Menneske og Dyr, i hvilke Hjertets og Brysthulens uvilkaarlige Bevæ- gelser gaae deres regelmæssige Gang. Overalt hvor vi søge, ville vi finde utallige Virkninger, der foregaae i Nattens stille Timer, men de unddrage sig vort Blik, og vor Tanke, der lig Øiet søger Lyset, dvæler ved Aftenrødens Farveskjær eller de blinkende Stjerner. Paa den østlige Horizont træder Fuldmaanen fordrings- løst frem af Havet; intet Farvespil lig Morgenrøden pryder Himlen og varsler dens Komme, men kold og rolig stiger den op over Havet, ret som om den frygtede at vække den slumrende Natur. Dens blege Lys speiler sig i det dybe Hav, og det langstrakte, blinkende Billed vidner om, at mangen en lille Bølge ubemærket ruller hen over det tilsyneladende speilblanke Hav. Langsomt glider i Nattens Løb Fuldmaanen henover Himlen og spreder sit svage Lys over Jorden; først naar Morgenrøden gløder i Øst, naar Planten ryster Duggen af sine Blade og Fugleqvidder hilser den kommende Dag, synker Maanens blege Skive ned bag den vestlige Horizont. Saajedes lyser Fuldmaanen saavel om Sommeren i de korte, lyse Nætter som i den lange Vinternat stedse fra Solens Ned- gang, indtil Dagen atter bryder frem. Kun naar Maanen har sin største Glands, lyser den den hele Nat; aftager dens Lys, da bliver ogsaa den Deel af Natten ringere, i hvilken den dvæler paa Himlen, og er dens Lys fuldstændigt sinkt, glider den om Dagen hen over Himlen. Er det ikke Maa- nens Bestemmelse at sprede Lys over de mørke Nætter, og netop naar den har sit stærkeste Lys, dvæler den længst paa den natlige Himmel! Hvor tilbøielige ere vi ikke til i første (øjeblik ogsaa i dette Forhold at see et af de talrige Bevise