Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

136 i Øst, — lyser den aftagende Maane over Nattens sidste Ti- mer, idet den først træder frem over Horizonten, naar Solen alt er forsvunden, men da ogsaa lyser, indtil Morgensolens Straaler dæmpe dens Lys, forinden den naaer Horizonten. Kun Fuldmaanen lyser den hele Nat; men imedens den i de korte Sommernætter kun hæver sig svagt paa Himlen, stiger den i Vinterens Hjerte i den 17 Timer lange Nat næsten til Himlens høieste Punkt. — Jorden svæver altsaa nu i Verdensrummet imellem Solen og Maanen; tilsyneladende have disse tvende Kloder samme Størrelse, de indtage en ligestor Part, omtrent en Hundrede- tusindedeel af den synlige Himmelhvælving. Men vi vide saare vel, at denne Ligestorhed kun er tilsyneladende, og at Solens virkelige Diameter er over 400 Gange saa stor som Maanens, næsten 4 Gange saa stor som Afstanden fra Jorden til Maanen. Og naar disse Kloder ikkedestomindre vise sig ligestore, da er det fordi Solens Afstand fra Jorden er 400 Gange saa stor som dennes Afstand fra Maanen, saa at Solens større Tværsnit og større Afstand gjensidigt ophæve hiinanden, og derved Sol og Maane vise sig ligestore. Blev denne flyttet ud i en Afstand lig Solens, vilde dens Lys vise sig sorn Planeten Uranus eller eh af de mange smaa Stjerner, der kun fremtrædc i den mørkeste Nat paa den fuldkomment klare Himmel. Solens og Maanens tilsyneladende Størrelse er under- kastet Forandringer i Døgnets og Aarets Løb, fordi vi ikke altid befinde os i uforandret Afstand fra disse Kloder; men Forskjellen er saa ringe, at den ikke iagttages uden ved særegne Maalninger. Vel vise Sol og Maane sig større i Nærhed af Horizonten, end naar de sidde høit paa Himlen; men denne Forskjel hidrører ikke fra en mindre Afstand, naar disse Kloder sidde i Horizonten; det er et optisk Bedrag, fremkaldt ved den lange Vei, som Lysstraalerne maae tilbage-