Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

135 nærmelsesviis atter indtage deres nuværende Plads paa Him- len. Netop derfor stiger med hver Dag Maanen senere og senere frem over den østlige Horizont. Maaneskinsnattens Længde aftager da med hver Dag, imedens samtidigt Maa- nens Lys aftager som en Følge af dens forandrede Stilling til Jorden og Solen, der kun tillader os at see en Deel af dens belyste Halvdeel. . Med hver Dag falder Maanens Op- gang senere paa Natten, indtil omsider Maanen først frem- træder, naar Morgenrøden stiger paa Himlen, og endelig efter 15 Dages Forløb som Nymaane samtidigt med Solen dukker frem over Horizonten. Da er Maanen usynlig; thi den svæ- ver da imellem Solen og Jorden og vender sin mørke Side til denne; samtidigt med Solen glider den da hen over Him- len i Dagens Løb; men den formaaer ikke at følge den- nes tilsyneladende Bevægelse, og ligesom om Natten Stjer- nerne ile forud for Maanen, saaledes naaer ogsaa Solen Ho- rizonten nogen Tid førend Nymaanen, der er rykket ud af den lige Retning imellem Solen og Jorden og svæver usynlig i Aftenrøden nogen Tid efter Solens Nedgang. Men allerede den næste Dag er Solen rykket saa langt forud for den til- syneladende nølende Maane, at denne kan vise sin svage Lysbue i nogen Afstand over den vestlige Horizont, naar Aftenrødens stærke Lys er dæmpet; da tændes Nyets lysende Bue, hvis udhvælvede Rand stedse vender mod Solen. Med hver Dag vinder nu Maanen i Styrke og dvæler længere Tid paa den natlige Himmel, indtil den atter efter 15 Dages For- løb fuldt belyst sænker sig bag Horizonten, naar Dagen bry- der frem i Øst; thi da er det atter Fuldmaane. Saalecles til- tager og aftager Maaneskinsnattens Længde samtidigt med Maa- nens Lys; men imedens den tiltagende Maane lyser over den første Deel af Natten, sidder høit paa Himlen, naar Solen sænker sig, og forsvinder, forinden denne atter træder frem