Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

138 end Solens, og af denne bliver der paa Formørkelsens Høieste endnu en lysende Ring tilbage udenom Maanens mørke Kreds. Ved den totale og den ringförmige Solformørkelse befinde vort Øie, Maanens og Solens Midtpunkter sig i en lige Linie, og Formørkelsens Forskjellighed hidrører kun fra den forandrede Afstand, i hvilken disse Kloder befinde sig. Maanen er i det første Tilfælde tilsyneladende større end Solen, i det sidste derimod mindre. Kun sjeldent træffe Omstændig- hederne saaledes ind, at den ringförmige eller den totale Formørkelse viser sig; som oftest glider Nymaanen hen- over Himlen over eller under det Sted, hvor Solen sidder, eller skjuler i det Høieste kun en Deel af dens lysende Skive. Den totale Solformørkelse er et af Naturens meest storartede Phænomener, men kun sjeldent, ofte kun een Gang i et Aar- hundrede, viser den sig for den Plet af Jorden, paa hvilken vi færdes, og mange Mennesker lære saaledes aldrig at kjende Nydelsen af dette ophøiéde Skue. Det er kun nogle faa Aar siden, at en total Solformør- kelse viste sig i vor Nærhed. Ved et lunefuldt Spil af Naturen skulde netop Øresund, hvoi* det er smallest, danne Grændsen lor den totale Formørkelse, og naar Solens Lys fuldstændigt var slukt hiinsides Sundet, skulde endnu en ringe Deel af Solens Rand sprede Lys over vore Kyster. Idetmindste havde Astronomerne saaledes afstukket Formørkelsens Grændse, men mangen Een tvivlede maaskee endnu paa de astronomiske Bestemmelsers Nøjagtighed inden saa snevre Grændser. Paa begge Sider af Sundet stode talrige Tilskuere, brændende af Længsel efter det bebudede Øieblik, da det store Naturspil skulde begynde; de vilde være Vidne til Videnskabens Triumph. Lad os i Tanken gjenkalde dette sjeldne Phænomen! Vi følge de Tusinder, der ile til det den Dag af Naturen særligt be- gunstigede Naboland, og paa det naturlige Amphitheater, der