Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

139 • dannes af Sundets bakkede Bredder, opsøge vi os et frem- ragende Punkt, fra hvilket Øiet frit kan overskue den Kampplads, paa hvilken Forudsigelserne skulle bestaae deres Prøve, de Vande, der adskille de danske Øer fra Sverrigs faste Land. Endnu lyser Solen med sin fulde Kraft, og Intet tyder paa, at dens Lys inden kort Tid skal fortrænges fra Himlen; uroligt betragte vi Uhret, Tiden gaaer saa langsomt, naar man venter, og lette Skyer samle sig i Solens Nærhed, truende med at ville skjule denne for vort Blik. Atter og atter høre vi det Spørgsmaal: Paa hvilken Side vil Formørkelsen begynde? Vi kunne ikke være i Tvivl om, at Mørket først vil indfinde sig paa Solens vestlige Rand, udbrede sig fra Vest til Øst, Ira høire til venstre, indtil de sidste Lysstraaler forsvinde paa Solens østlige Rand, naar den totale Formørkelse indtræder; og at Lyset dernæst atter vil komme tilsyne der, hvor det først forsvandt, paa Solens hoire Side. Thi vi lejende Solens og Maanens tilsyneladende Bevægelser og vide, at Maanen be- væger sig langsommere henover Himlen end Solen, saa at denne under den almindelige Bevægelse fra Øst til Vest, fra venstre til høire, indhenter Nymaanen og først skjuler sin vestlige Rand bag dennes usynlige, mørke Skive. Endelig forkynder en almindelig Bevægelse iblandt de talrige Tilskuere Formørkelsens Begyndelse; paa Solens høire Rand fremtræder Maanens mørke Skive. Langsomt skrider den frem, og en lang, forventningsfuld Time medgaaer, forinden Formørkelsen naaer sit Høieste. Ingen kjendelig Forandring i Dagslysets Styrke viser sig endnu og vil ei li eller i Formørkelsens første Hal vdeel give sig tilkjende. Den første Bevægelse har lagt sig, og taalmodigt vente de talrige Tilskuere paa Formørkelsens videre Udvikling. Tiden skrider fremad; over Halvdelen af Solens Lys er sinkt, og kun en lysende Bue lig Maanen i sidste Qvarteer er endnu tilbage. Lyset er allerede saa stærkt dæmpet, at vi dristigt