Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

•140 kunne skue ind i Solen uden at blendes. Een eller anden, over hvem Overtroen endnu udøver sit Herredømme, seer alt med Ængstelse Verdens sidste Øieblik rykke nærmere med hver svindende Solstraale, men den store Mængde, hvis Tanker Videnskaben har luttret, seer uden Frygt Solens Lys svinde og følger med forøget Interesse Formørkelsens Fremskridt. Og dog giver sig en synlig Uro tilkjende! Thi Ingen er ufølsom for den indtrængende Maade, paa hvilken Naturen tiltaler Enhver under saa ualmindelige Forhold. Slukt af en usynlig Magt svinder efterhaanden Solens Lys fra Himlen, det Lys, til hvilket Mennesket ligesom den hele Natur er knyttet ved sine vigtigste Interesser; Mørket bryder pludseligt ind over Dagen, imedens Solen sidder høit paa Himlen; Intet har kunnet varsle dets Komme, og Natten overrasker den hele Natur. Planterne lukke deres Blomster, og Fuglene flyve uroligt frem og tilbage, indtil de omsider tye til deres Rede; Hundene hyle, Qvæget samler sig ængsteligt i store Klynger paa Marken, og Hestene storme vildt afsted grebne af en panisk Skræk; Mørkets Dyr træde frem af deres Skjul, og Nattens Rovfugle lade deres Stemme høre igjeftnem Mørket. Hvad l Inder da, at ogsaa Mennesket paavirkes af den Uro, der griber den hele Natur, om det endog i det storartede Phænomen kun seer en af Naturens lovbestemle Handlinger. Øieblikket er saa kort; mangfoldige hidtil ukjendtc Følelser og storartede Phænomener paatrænge sig vore Sandser, der næppe formaae at opfatte dem alle. Vi føle, hvor djærvt Naturen tiltaler os, og forst et Øieblik senere faaer Fornuften Magt over den umiddelbare Opfatning, men da overraskes vi atter af nye Forhold, eller det hele Phænomen er tilende. Vi kaste igjennem Kikkerten et Blik paa Solen; kun en smal Lysbue er endnu tilbage, uregelmæssig og takket paa den inderste Side: et Øieblik senere opløses den i en lysende