Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

141 Perlerad, Maanerandens Bjerge ere alt trængte ud til Solskivens yderste Grændse. og kun igjennem Dalene naaer det svage Lys til vort Øie. Og da betragte vi Naturen med uvæbnet øie. Solen er forsvundet, kun en klar Stjerne lig Planeten Venus i sin fuldeste Pragt betegner endnu men kun etøieblik dens Plads, det er de sidste Lysstraaler, der fra Soli anden naae vort Øie; og i deres Lys see vi Maanens Skygge som en tung Sky lynsnar ile os imøde over Kattegattets udstrakte Havflade. Solens sidste Lysglimt er sinkt, og Mørket indhyller Naturen. Paa den askegraae Himmel, hvor alt enkelte Stjerner have tændt deres Lys, udvikler sig som ved et Trylleslag et nyt og prægtigt Skue; thi den usynlige Maane omspændes af en pragtfuld Glorie, der ved sit livlige, sølvhvide og bølgende Lys danner en herlig Modsætning til Nymaanens mørke Skive. Det el Solens store Atmosphære, hvis Lys skjænker Maanen denne flygtige Glands. Nogle faa Secunder er den Tid, i hvilken vi skulle opfatte alle disse Pbænomener og endda kaste et flygtigt Blik henover Sundet, hiinsides hvilket Solens Straaler endnu blinke-paa Kronborgs Taarne; thi vi befinde os paa Grændsen af det Jordstrøg, hvor Formørkelsen er synlig, og selv for de meest begunstigede Steder har denne kun en Varighed af et Par Minuter. Hurtigt svinde disse Øieblikke, næppe ere vi bievne fortroFge med det nye Phænomen. da er det pludseligt forsvundet, Sollyset er atter tændt, og .Skyggen har fortsat sit iilsomme Løb henover Jorden. Naturen aander nyt Liv. Hanen forkynder Lysets Komme, Fuglene qviddie, Dugdraaber blinke i det tilbagevendende Lys, og Planten aabner atter sine Blomster; enhver Frygt er forbi, Livets Kilde rinder atter hvert Øieblik med forøget Styrke. — Overordentligt svagt er Lyset selv i den klareste Maane- skinsnat i Sammenligning med Dagslyset; Kselv om ethvert Punkt paa den hele Himmelhvælving skinnede med Fuld-