Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

142 maanens hele Styrke, vilde Lyset dog ikke blive stærkere end om Dagen, naar lette Skyer drage et Slør over Himlen. Hvad Under da, at Maanens svage Lys ikke ledsages af en for de uvæbnede Sandser kjendelig Varme! Thi imedens Øiet er modtageligt selv for det svage Lys, der i den dybe, stjerne- klare Nat synliggjør os Gjenstande paa Jorden, et Lys, der er mange Tusinde Gange svagere end Fuldmaanens, er vort Nervesystems Modtagelighed for Varmeforskjelligheder ikke engang saa stor, at vi ere istand til at fole den Varme, som Maanen stedse samtidigt med Lyset sender til Jorden, selv om vi ved store Brændglas søge at forstærke dens Virkning. Kun ved særegne kunstige Apparater, der ere istand til at vise meget smaa Varmeforskjelligheder, formaaer Videnskaben at eftervise Maanelysets Varme. Af de faa Solstraaler, der træffe Maanen, sendes kun en ringe Deel tilbage til Jorden. Et Begreb om Forskjellen imellem Dagens og Maaneskinsnattens Lysstyrke kunne vi danne os ved at betragte Maanen, naar Nyet er tændt; da staaer Maanen imellem Solen og Jorden, og for Maanen vi] da denne vise sig fuldt belyst af Solen ligesom Fuldmaanen nu viser sig for os; men da Jordens Overflade er omtrent 14 Gange saa stor som Maanens, vil hiin udstraale et Lys, 14 Gange saa stærkt som det Fuldmaanen spreder over Jorden. Kun Nyets lysende, mod Solen udhvælvede smalle Bue belyses af denne; den hele øvrige Deel har Nat og modtager kun Lys fra Jorden, et Lys, der er 14 Gange saa stærkt som det klareste Maaneskin; og dog formaaer kun det skarptseende Øie at opdage det matte Lys, der er udbredt over den af Nyet omsluttede Deel af Maanen. Med eet Blik kunne vi saaledes opfatte og sammenligne Dagens og Nattens Lys, og hvor forsvindende er ikke dette imod hiint, omend- skjendt Forskjellen er langt mindre end imellem Dagslyset paa Jorden og Maaneskinsnattens Klarhed. —