Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

147 Linie finde Vei til vort Øie. Ikkedestomindre spreder den endnu Lys over Jorden, og selv om Fuldmaanen ikke x lyste, maatte Nattens Mørke dog vige for Aftenrøden, igjen- nem hvilken mangen en Solstraale naaer vort Øie. Rundt om den hele Jord spreder Aften- og Morgenrøden sin far- vede Lysbue paa Grændsen imellem Dag og Nat, imellem den af Solen belyste og den fra Samme bortvendte Deel af Jorden. I Mattens første og sidste Time, naar Solen altsaa sidder bag Horizonten, sender den sine Straaler hen over vort Hoved; mange ile igjennem Atmosphærens høiere og iavere Dele, mange derimod trænge ikke engang ind i denne, men flyve forbi Jorden i det tomme Verdensrum. De sidste ile ubemærket henover os til Himlens ukjendte Egne og kunne ei opfattes af vort Øie; thi kun naar Solstraalen enten directe træffer dette, eller den i sin Flugt standses af en Gjenstand, der kan kaste den tilbage til vort Øie, først da bliver Sol- straalen til Lys og kan den opfattes som saadant. Derfor viser Verdensrummet sig for os som et mørkt Rum, uagtet Solens og Stjernernes Sti-aaler gjennemkrydse det i alle Ret- ninger, og netop derfor see vi Himlens smaa blinkende Stjer- ner paa den natlige Himmels mørke Baggrund. Ligesom Solstraalen, der falder ind i det mørke Kammer, synliggjør os de utallige fine Støvpartikler, der svæve i Luften, saaledes viser ogsaa Sollyset os enhver af Planetsystemets mangfoldige Kloder, der i større eller mindre Afstande svæve i det store Verdensrum; de kunne ligesaa lidt som Luftens fine Støv unddrage sig vort Blik, naar de træffes af Solens Straaler. Dog hvor ringe er ikke den Deel af Solens Lys, som Maa- nen og Planeterne ere istand til at opfange og sende til Jor- den, i Sammenligning med den Deel, der ustandset iler igjen- nem Rummet, til Stjernehimlens Dyb! Imedens de Straaler, der uden at berøre Jorden og’ dens 10*