Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

146 bevæge sig formedelst Jordens Omdreining. Jordens Skygge, der i det Væsentlige ikke forandrer sin Retning i en kort Tid og i Løbet af 12 Timer kun flytter sig saameget imod Øst som Maanen i een Time, peger altsaa næsten uforandret ud imod samme Deel af Stjernehimlen, idet den følger dennes tilsyneladende Bevægelse. Den vil fra Aften til Morgen be- væge sig fra .Øst til Vest ligesom Stjernerne, indhente den langsommere fremadskridende Maane og bevæge sig henover denne fra venstre til høire. Bliver Formørkelsen total og af nogen kjendelig Varighed, da vil Maanen ikke mere komme tilsyne paa det Sted, hvor den forsvandt, men fjernt imod Vest, hvorhen Himlens tilsyneladende Bevægelse imidlertid har ført den; maaskee er den alt dukket ned bag Horizonten, forinden den atter belyses af Solen, og da vil den først vise sig den følgende Aften, naar den fuldt belyst træder frem over den østlige Horizont. — Naar vi under den totale Formørkelse med en lysstærk Kikkert opsøge Maanens formørkede, for det uvæbnede Øie som oftest usynlige Skive, ville vi finde, at kun dens midterste Deel er indhyllet i et fuldstændigt og uigennemtræn- geligt Mørke, men at et stærkt rødligt Lys lig en prægtig Aftenrøde udbreder sig fra Randen ind over den øvrige Deel af den tilsyneladende formørkede Maane, og tydeligt ville vi kunne iagttage Maanens talrige Pletter i dette forunderlige Lys. Jordens Skygge er over tre Gange saa bred som Maa- nen, intet directe Lys kan altsaa komme fra Solen til dens Overflade, og dog viser Maanen sig belyst, saa at vi tydeligt kunne skjelne Bjerg og Dal fra hiinanden. Lad os under- søge, hvorfra dette Lys kan have sin Oprindelse. Vende vi Blikket imod den Himmelegn, hvor Solen for Øieblikket befinder sig, ville vi ikke kunne see den; thi den sidder bag Horizonten, og dens Straaler kunne ikke i lige