Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

153 saalangt ind imod Jorden, som en Steen falder i et Secund ved Jordens Overflade, og dog svæver Maanen i samme Af- stand fra Jorden som for Aartusinder. Hvorledes kunne vi bringe disse tilsyneladende Modsigelser i Harmonie? Intet Legeme kan bevæge sig i en krum Linie, saaledes som Maanen i sin Bane om Jorden, uden at det samtidigt paavirkes af forskjellige Kræfter; thi en enkelt Kraft for- maaer kun at give et Legeme en retlinet Bevægelse, og med uforandret Retning vil det da fortsætte sin Flugt- til evig Tid, lig Lyset, der i lige Linie iler til Verdensrummets Dyb; kun naar det paavirkes af nye Kræfter, kan det bøies ud af den lige Retning og bevæge sig efter en Bue, ligesom Lysstraalen, der trænger ind i vor Atmosphære, krummer sig om Jorden; men ophøre disse Kræfter at virke paa Legemet, da fort- sætter dette sin retlinede Flugt, ligesom Lysstraalen, naar den atter træder ud af Atmosphæren. Ethvert Legeme, som vi fra Jorden slynge bort igjennem Luften, den lette Bold saavelsom den tunge Kanonkugle, bevæger sig efter en Bue; thi forskjellige Kræfter indvirke paa det bevægede Legeme. Den Bevægelse, som vi have meddeelt Legemet, vilde føre det i lige Linie ud i Verdensrummet, naar ikke Jorden gjorde sin Eiendomsret gjældende og hvert Øieblik drog det bevæ- gede Legeme mere og mere bort fra den Retning, vi have givet det, indtil det omsider ved Sammenstød med Jorden standser sin Bevægelse. Ved intet bekjeridt Middel kunne vi slynge et Legeme bort fra Jorden, selv om vi kunde meddele det en nok saa stor Hastighed; thi give vi det en Retning, der vilde føre det bort fra Jorden, altsaa en Retning modsat den, i hvilken denne Tiltrækning virker, da vil den Legemet eengang meddeelte Hastighed med hvert Øieblik formindskes ved Jordens Tiltrækning, indtil omsider Legemet standser sin Flugt og vender tilbage til Jorden; og give vi Legemet en