Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

155 Tilstedeværelse, da de om Dagen ere usynlige ligesom Nymaanen og om Nattenere skjulte i Jordens Skygge; kun naar en sjelden Gang deres Baner faldt udenfor denne, vilde vi kunne see dem belyste af Solen lig en Ildkugle med stor Hurtighed ile henover Stjernehimlen. Saaledes see vi da tydeligt, at Jorden saare vel kan drage Maanen ind imod sig, og denne ikkedestomindre til evige Tider i uforandret Afstand bevæge sig om Jorden; naar kun den Ha- stighed, der eengang for alle er meddeelt Maanen, er saa stor, at den i ethvert Secund vilde kunne fjerne sig ligesaa langt fra Jorden, som dennes Tiltrækning i en Afstand lig Maanens i samme Tid drager den ind imod sig. Vi ere derved rykkede Besvarelsen af vort Spørgsmaal et betydeligt Skridt nærmere; der staaer endnu kun tilbage at eftervise, at Maanen i et Minut falder ligesaa langt ind imod Jorden, som en Steen fal- der i et Secund mod Jordens Overflade. Af den Tid, i hvil- ken. Maanen fuldender et Omløb om Jorden, kunne vi med Lethed bestemme, hvor stor en Deel af sin Bane, Maanen gjennemløber i et Minut, og maale vi da, hvormeget denne Deel af Maanebanen krummer sig ind imod Jorden, da ville vi finde, at det netop er saameget, som Jordens Tiltrækning maatte have draget Maanen til sig i Løbet af dette Tidsrum, en Strækning lig den, gjennem hvilken en Steen vilde falde i et Secund ved Jordens Overflade. Mathematikeren viser os klart i Tal og Formler, hvad vi ei tilfalde kunne udtrykke i Ord, at det er Jordens Tiltrækning, der holder Maanen i sin Bane og tvinger den til for bestandigt at omkredse denne. — Hvor forunderligt at see den. Kraft, der binder os selv til Jorden og næsten unddraget sig vor Opmærksomhed, for- plante sig fjernt -ud i Verdensrummet til Planetsystemets øv- rige Kloder: thi ikke alene paa Maanen, men paa alle Pla- neter og selv paa Solen udøver Jorden en Tiltrækning, om