Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Forfatter: Julius Thomsen

År: 1856

Forlag: Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger.

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 287

UDK: 50 GL.

DOI: 10.48563/dtu-0000088

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 300 Forrige Næste
175 250,000 Stjerneskud, der som en sand Ildregn skjøde ud fra det samme Sted paa Himlen, og ethvert af disse flygtige Lys var en lille Verdensklode, der iilsomt fortsatte sit Løb forbi .Jorden! I hvor utallig Mængde maae ikke disse smaa Klo- der sværme omkring Solen i Verdensrummet, naar Jorden i 9 Timer kan glide forbi saa stort et Antal. Denne overor- dentlige Stjerneregn gav netop Anledning til, at man under- kastede disse smaa Kloder en nøiagtigere Control, og Resul- tatet var det, at de i stor Mængde komme tilsyne paa Himlen til bestemte Tider af Aaret; saadanne Tider er den 22de til 25de April, 9de til 14de August og 13de til 14de November. Paa disse Dage seer man da, snart paa eet og snart paa et andet Sted af Jorden, talrige Stjerneskud og Ildkugler glide hen over Himlen; snart vise disse smaa Kloder sig kun med Stjernernes svage Lys, snart udfolde de en Glands, der selv overgaaer Fuldmaanens iStyrke; disse stærktlysende Meteorer, som man har givet Navnet Ildkugler, ere ikkun for- skjellige fra Stjerneskuddene ved deres Størrelse og be- væge sig ligesom hine forbi Jorden i en Alstand af 4 til 35 Miil og med en Hastighed, der ofte er større end den, med hvilken Jorden skrider frem i sin Bane. Flere saadanne Stjerneskudsværme omkredse Solen og gjennemskjæres af Jor- den paa dens aarlige Vandring om denne; store Afvigelser frembringer den da i deres Baner, og nu og da kan det vel hænde, at Jordens mægtige Masse drager een og anden af disse smaa Verdenskloder saaledes ud af dens Bane, at den rotter sit Løb ind imod Jorden og lynsnar iler ind imod den mægtige Klode, borer sig dybt ned i dens Overflade og da i Jordens Skjød finder Hvile efter sin fra Skabelsens første Tider fortsatte Flugt. Ofte sprænges den alt i mangfoldige Smaadele, forinden den naaer Jordens Overflade, og spreder sig som en Steenregn over denne; men til andre Tider falder