Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

176 den som en sluttet Masse af ofte mange Tusinde Punds Vægt til Jorden. Saaledes gjemmer Jorden i sit Skjød mangen en lille Klode, som den i Tidernes Løb har aftvunget det store Ver- densrum, og igjennem disse Meteorstene erholde vi den eneste sikkre Kundskab om de Bestanddele, der danne andre Ver- denskloders Masse. Eiendommelig er den Følelse, der griber os ved Betragtningen af et saadant Stykke Steen eller Metal, der er faldet fra Himlens ubegrændsede Rum. Af Alt, hvad der findes paa Jordens Overflade, ere Meteorstenene det Eneste, der ikke oprindeligen har tilhort denne; med Begjerlighed underkaster Chemikeren og Mineralogen dem en nøiagtig Un- dersøgelse for at komme til Kundskab om de Bestanddele, der sammensætte disse fremmede og i deres Ydre fra Jordens’ Mineralier ofte meget afvigende Legemer; thi af disse Prø- ver af en Jorden fremmed Materie vil han kunne slutte sig til, hvorvidt de Love, der ere gyldige for vor Jord med Hensyn til Stoffets Egenskaber, ogsaa finde Anvendelse paa, hvad der findes langt udenfor vor Jord i det store Verdens- rum. Med Rette venter han her at finde andre Bestanddele, end de, der danne vor Jord, men hans Bestræbelser ere for- gjæves, han finder Intet, som Jorden ikke selv er i Besid- delse af) de Stoffer, der danne Meteorstenenes Masse ere de samme som de, der danne vor Jord. Skulde vi ikke deraf kunne drage den Slutning, at i det mindste de os nærmeste Planeter, Venus og Mars, der i deres physiske Egenskaber vise saare megen Lighed med Jorden, ogsaa med Hensyn til de Bestanddele, hvoraf de bestaae, ikke afvige fra denne, men ere byggede af de samme Stoffer, som danne vor Jord, og som gjenfindes i Stjerneskuddenes Regioner. Og naar der- til kommer, at disse Planeter ligesom vor Jord indesluttes i en Atmosphære, og- det er beviist, at idetmindste Planeten