Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

174 lerne gjennemkrydse det i utallige Retninger paa deres lige Vei fra den ene Verden til den anden, og Intet uden maaskee en vildfarende Comet standser Lysstraalerne i deres Flugt igjennem Mørkets sande Hjem. Et Stjerneskud iler henover Himlen, som om det vilde minde os om, at vi paa vor Flugt til Planetsystemets yderste Egne havde overseet den utallige Mængde smaa Kloder, der, skjøndt usynlige paa Grund af deres Lidenhed, dog omkredse Solen i regelbundne Tider. Hvor tilbøielige vi end kunne være til at nægte disse smaa Kloder, hvis Størrelse ofte er en Haandsbred og sjelden overstiger nogle Tusind Fod, Ret til at optræde som Kloder af første Rang med en selvstæn- dig Bevægelse om Solen, har dog Videnskaben med Sik- kerhed efterviist, at dette er Tilfældet.- Er da Forskjellen imellem disse Kloder og Asteroiderne, de mindste af alle Pla- neter, større end imellem disse og den mægtige Jupiter; og skulde ikke Verdensrummets Beboere kunne afvige ligesaa meget i Størrelse, som Jordens organiske Skabninger, som den mægtige Hval og de usynlige Infusorier ? Ligesom Asteroiderne, mange i Tallet — og hvert Aar vil bringe os nye — i nøie sammenslyngede Baner bevæge sig i regelmæssige Tider om Solen, saaledes ile ogsaa utallige Stjerneskud og Ild- kugler i broderlig Enighefl omkring Planetsystemets fælles Midte. Til bestemte Tider af Aaret gjennemskjærer Jorden paa sin Vandring om Solen disse smaa Himmellegemers Ba- ner, og da seer man undertiden Tusinder og atter Tusinder af Stjerneskud og Ildkugler som en mægtig Stjerneregn bryde frem fra den Egn paa Stjernehimlen, mod hvilken Jorden da bevæger sig. Saaledes viste sig i Nordamerika Natten imel- lem den J2te og 13de November 1833 i 9 Timer over