Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

173 kelmodige Gang ud over Planetsystemets Grændser, for der- næst med stedse stigende Hastighed at ile mod en ny og mægtig Sol, fra hvilken den da maaskee atter slynges ud i det uendelige Verdensrum, for at vandre fra Sol til Sol, indtil den endelig tidligt eller silde varigt fængsles til een af disse eller standser sit omflakkende Liv med at styrte sig i dens Lys. Den Tid, i hvilken disse forunderlige Kloder ere synlige for vor Jord, er forsvindende i Sammenligning med den, i hvil- ken de bevæge sig i Planetsystemets Dyb; og hvo kan vel der følge deres Bevægelser, hvor ingen af Planetsystemets bekjendte Kloder har sit Løb eller lader sig paavirke af deres Nærhed, og hvor det væbnede Øie ei formaaer at opfange deres næsten udslukte Lys. Overordentligt störe er imidlertid de Rum, som disse omstrei- fende Kloder maatte gj en nemløb e, naar de skulde vandre fra Sol til Sol; thi ankomne til den yderste bekjendte Planets Bane, vilde de endnu have en Strækning tilbage, 6000 Gange dennes Afstand fra Solen, forinden de naaede den nærmeste af Himlens selvlysende Stjerner. Saa store ere de Afstande, der adskille Sol fra Sol i det uendelige Verdensrum! Selv Cometen fra 1680 vilde, naar den fulgte den beregnede Bane og efter 4000 Aars Forløb var ankommen til det yderste Punkt i sin Bane, dog endnu befinde sig 200 Gange nærmere ved ved Solen end enhver anden af Himlens Stjerner. Over det store Rum, der adskiller Sol fra Sol, ere Planeterne fordeelte paa en høist ulige Maade; de flokke sig om Solen, som om de søgte dens Lys, og deres Baner ligge hiinanden nærmere og nærmere, jo ringere Afstanden er fra Solen; men fjernt fra Solen finde vi dem kun sparsomt, indtil de endeligt, maaskee kun for vore ufuldkomne Sandser, aldeles ophøre; yderligere streife endnu de store Cometer i deres langstrakte Baner, men endnu fjernere ere Verdensrummet tomt, kun Lysstraa-