Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

180 stadfæste, uden at nogensinde et eneste væsentligt Bogstav blev rettet i de Love, der ere Astronomiens største Pryd, og som lode denne Videnskab ved Beregningen af Planeten Nep- tuns Existens feire en Triumph, den største, som endnu er bleven nogen Videnskab tildeel. Der maatte en Aand som New- tons til for at bringe Klarhed og Lys ind i den Dæmring, i hvil- ken Astronomien endnu befandt sig i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, uagtet Mænd som Copernicus, Galilæi, Kepler og Huyghens havde offret deres Kræfter i dens Tjeneste. Hvo havde vel, forinden Newton udtalte det betydningsfulde Ord, turdet driste sig til at paastaae, at den Kraft. som drager den faldende Steen til Jorden, er den samme som den, der holder Maanen i sin Bane: og dog var det denne Tanke, saa simpel den end maatte synes nu, da vi ere for- trolige med den , som ledede Newton til Opdagelsen af de Love, der nu have bestaaet to Aarhundreders strenge Prøve og sikkert til evige Tider uforandret ville beholde de- res Værd. Historien har opbevaret os de Omstændigheder, der ledede Newton til Fuldendelsen af sin Theori, til den An- skuelse, at det er den samme Kraft, der overalt gjenfindes i det store - Verdensrums utallige Phænomener, en Kraft, der er knyttet til enhvei* Deel af Materien og giver sig tilkjende ved en gjensidig Tiltrækning. Da Newton i en Alder af 24 Aar i Aaret 1666 paa Grund af Pesten i Cambridge havde trukket sig tilbage til sit Landsted, spadserede han en Som- meraften i sin Have, grublende over Planetsystemets Love. I den frie Natur, under den natlige Himmels milde Lys, be- væger Tanken sig saa frit og let, upaavirket af Hverdags- livets mangfoldige Phænomener, og hvo veed, hvor langt denne store Grandskers Tanke havde svunget sig ud i Verdensrum- met, da den pludseligt blev kaldt tilbage, idet et Æble løs- nede sig fra Træet og faldt til Jorden ved hans Fod. Dette