Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

181 Æbles Fald var Newton et Fingerpeg fra Himlen. Skulde ikke Jordens Tiltrækning, der bragte Æblet til at falde, og- saa kunne udstrække sin Virkning til Maanen og drage denne ind imod Jorden? Med Aandens hele Kraft kastede han sig over denne nye Tanke, og inden kort Tid sad han i sit Ar- beidsværelse, sysselsat med at beregne Jordens Tiltrækning til Maanen. Resultatet svarede ei til hans Forventning; thi det viste sig, at naar Theori og Erfaring skulde stemme overeens, maatte et Legeme ved Jorden falde igjennem 121/* Fod i et Secund, imedens GaliJæi havde bestemt det Rum, igjennem hvilket Legemerne falde i et Secund ved Jordens Overflade til 15 Fod. Denne Uovereensstemmelse, saa betydelig den end viser sig, vilde for mangen anden Naturforsker ikke have været tilstrækkelig til at bringe ham til at forkaste sin een- gang fattede Anskuelse; men for Newton var en slig Tilnær- melse imellem Theori og Erfaring langtfra tilfredsstillende. Arbejdet blev henlagt; først sexten Aar senere, i Aaret 1682, optog han det atter; thi da var netop Jordens Størrelse ble- ven nøjagtigere bestemt, og netop af denne Størrelses Nøjag- tighed var Resultat afhængig. Maanens Afstand fra Jorden og dens Banes Krumning maaler Astronomen med Jordens Radius som Eenhed; og det Stykke, som Maanen i Minuttet drages ind imod Jorden, kan altsaa kun udtrykkes ved Hjælp af Jordens Radius. Derfor kunde en unøiagt'g Angivelse af denne bringe Uovereensstemmelse tilveie imellem Theori og Erfaring. Men da i Aaret 1682 Newton kom til Kundskab om den nye Bestemmelse af Jordens Radius, „ilede han til sit Hjem, drog de gamle Arbeider atter frem, og gjennemgik paany Beregningerne fra Aaret 1666 ; efterhaanden som han mere og mere nærmede sig til det nye Resultat bemægtigede sig ham en saa stærk feberagtig Spænding, at han maatte