Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

182 anmode en Ven, der netop traadte ind i hans Værelse, om at fuldende Beregningen“. Og dette nye Resultat stemte fuld- stændigt overeens med Erfaringen; det var Jordens Tiltræk- ning, der holdt Maanen i sin Bane. Dermed var den sidste Hindring ryddet for Dannelsen af en omfattende Theori af det hele Planetsystems Bevægelser: Solen tiltrækker Plane- terne med en Kraft, der aftager i samme Grad, som Qua- dratet af Afstanden fra Solen tiltager, ligesom ogsaa Jorden holder Maanen i sin Bane, og enhver af Planetsystemets Klo- der tiltrækker enhver af de andre med en Kraft, der lyder den samme Lov; hvad vi paa Jorden kalde Tyngde, det er den almindelige Tiltrækning i det store Verdensrum, det er Virkningen af en Kraft, der gj en nem trænger det hele Planetsystem, og som enhver af Naturens mindste Dele er i Besiddelse af. De utallige Tiltrækninger, som fra enhver af Jordens mindste Dele virke paa den faldende Steen eller den Jorden omkredsende Maane, udøve en Virkning saa stor, som om Jordens hele Masse var forenet i dens Midtpunkt og vir- kede fra dette ud i alle Retninger. Og hvad der gjælder om Jorden, finder ogsaa Anvendelse paa cle andre Kloder, deres Tiltrækning er et Maal for deres Masse. Netop derved blev det muligt at veie Planetsystemets Kloder; ja selv langt uden for dette, i Stjernernes Regioner, ere endnu cle samme Love gyldige og gjenkjendes de i Dobbelt-og Mangefold-Stjernernes Bevægelser, saa at Videnskaben har været istand til at bringe mangen en af Himlens Stjerner paa de store Massers Vægt- skaal. Alle de Love, der tidligere vare vundne som Resultater af omhyggelige Iagttagelser eller langvarige Beregninger og Forsøg, viste sig som umiddelbare Følger af den Theori, som Newton havde bygget; selv de Love, hvis Opdagelse gjorde Kopier berømt, og som bestemte Formen af Planeter- nes Baner, Klodernes Hastighed paa forskjellige Punkter i