Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

187 Vaaren er kommen; det hvide Tæppe, i hvilket Vinteren skjærmende har indhyllet Naturen, er løftet af de milde For- aarsvinde, og Sneen, der kold og stiv har hvilet den lange Vinter, iler nu befriet fra det Baand, der fængslede den til Jorden, længselsfuldt igjennem den rislende Bæk til Havets skummende Bølger. Den frigjorte Jordbund indsuger med forøget Kraft Solens liVsvækkende Straaler, og snart dækker atter det frodige Grønsvær den frugtbare Eng, og Tusinder af venlige Blomster fremspire af Skovbundens henvisnede Løv. Skoven, der næsten et halvt Aar har været berøvet Løvets rige Pryd og kun af og til har kunnet smykke sig med Rimens blinkende, farvespredende Naale, vækkes efter den lange Vintersøvn i Aarets Morgenstund til et nyt. og kraf- tigt Liv; i Træets hemmelighedsfulde Indre stiger den let be- vægelige Saft, drevet af Solens Varme fra Roden til de yderste Grene, hvor Knoppen svulmer og kaster sine Skjæl. Kun en kort Tid, og Naturen har fuldendt sit Toilette; fra Skovens friske, lyse Krone lyder Fuglenes Lovsang til den gjenfødte Natur, og paa Mark og Eng, hvor Tusinder af Blomster dukke frem ligesom Stjernerne paa den natlige Him- mel, sværmer den flittige Bi, sugende Honning af Blom- sternes Hjerte; fra sin gjenfundne Rede soger Foraarets Be- buder, den sørgmodige Stork, til den nærliggende Mose, fra hvilken Frøernes Qvæk lyder som en Lovsang for dens Øren,