Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

188 og igjennem Luften svinger den lette Svale sig piilsnar, gribende sit Bytte i Flugten og vendende tilbage med en Skjærv til sin nedbrudte Rede. Sit tarvelige Tagkammer har den graadige Spurv ombyttet med den frie Natur, hvor den har fundet en Rede i det løvrige Hegn imellem grønnende Kornmarker og skygge- fulde Skove; og i den rolige Havn letter mangen en Seiler sit Anker, lader den lette Vind fylde de talrige Seil og for- lader det snævre Indelukke for snart at vugge sig paa Ocea- nets mægtige Bølger, ligesom de stolte Svaner paa den kru- sede Sø- Alt aander nyt Liv; Ungdom og Friskhed møder os ved hvert et Skridt, og gjerne dvæle vi i den frie Natur i Gjenfødelsens første Timer ved den rislende Kilde eller det sqvulpende Hav, under Skovens lyse^ Krone eller blandt En- gens duftende Blomster. Og dog cr der en lønlig Længsel, som ubemærket fører vor Tanke bort fra vor snævrere Omgi- velse; ogsaa vi ville gjerne som den bevingede Fugl og det gyngende Skib, som den rislende Bølge og den høitsvævende Sky, ved Foraarets Komme drage til det tillokkende Fjerne for at see Naturen og Skjønheden i andre Former end dem, vi alt ere fortrolige med. I Tanken følge vi da den tunge Post- vogn, der langsomt glider hen ad den støvede Vei, eller det stønnende Locomotiv, der fører sin store Byrde med Vindens Hastighed hen ad den jernslagne Bane, eller vi be- troe vort Liv i Vindens og Bølgernes Magt, for hiinsides Oceanot at finde en ny og ungdommelig Verden, indtil omsider “vor Tanke, træt af sin lange Flugt, atter strander ved vor egen blomstrende Kyst, glad ved ogsaa at finde den Natur, til hvilken vi ere bundne, rig paa Skjønhed og Afvexling. Lad os tiltræde en saadan Reise! Lad os i Tanken svinge os ud til Jordens fjerne Egne og dvæle en Dag snart hist snart her, hvor Naturen fremtræder i tillokkende Former; lad os der samle Skatte, ædlere end dem, som mangen en