Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

189 Seiler, der nu iler forbi, men som vor Tanke snart vil ind- hente, søger imellem svømmende lisbjerge i Havets Favn eller samler paa fjerne Kyster under den tropiske Sols bræn- dende Straaler. Altsaa vi reise; den friske Vind fylder de bugnende Seil og hurtigt glider det gyngende Skib henover Atlanterhavets mægtige Bølger. Under vexlende Vinde, mørkt og klart Vand ere vi alt førte langt bort fra vort Hjem, vi have passeret Høiden af Madeira, og i det Fjerne fremtone de canariske Øers mægtige Vulkaner. Vi befinde os i et Jordstrøg, dei kun kjender een Vind og eet Veir, og i hvilket Somiuei og Vinter. Foraar og Efteraar kun vise sig forskjellige ved Luf- tens høiere eller lavere Varmegrad; her er Himlen stedse klar, selv lette, adspredte Skyer ere en Sjeldenhed, og igjennem den overordentligt gjennemsigtige Luft falde de brændende Solstraaler til visse Tider af Aaret lodrette ned paa det varme Hav og den udtørrede Jordbund. Ingen Regn og in- gen Skygge vederqvæger da Naturen, kun i den lange, stjerne- klare Nat kan Jordens Overflade ved Udstraaling til det kolde Verdensrum befrie sig for det store Overmaal af Varme, og Planten finder da i en sparsom Dug Erstatning for den evigt manglende Regn. Her findes kun een Aarstid, og uophørligt blæser Vinden i uforandret Retning. Vi ere i den evige Pas- satvinds Regioner, hvor Luften fra Jordens nordligere Lande bestandigt som en Nordostvind strømmer modÆqvatør for at gjennemglødes af Solens Straaler. Lad os følge denne sta- dige Vind; thi den fører os til Vindenes Kilde. Hurtigt glide vi henover det mægtige Ocean, forbi de Tusinder af Skibe, som følge denne af Naturen særligt be- gunstigede Vci, ad hvilkon Amerikas Opdager første (rang naaede den fjerne VerdensdeeL Ikke alene Vinden fører os sikkert mod vort Maal, men ogsaa Havets Vande strømme