Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

190 her uafbrudt mod Vest fra den gamle til den nye Verden, indtil den store Strøm brydes paa Sydamerikas fremsprin- gende Østkyst, for da at fortsætte sit Løb mod Syd og Vest langs den nye Verdens Kyster. Ret som om Luften og Ha- vet her ei kunne følge Jordens hurtige Omdreining fra Vest til .Øst, strømme de begge i modsat Retning. Døgn følge Døgn, uafbrudt strømme Havets Vande fra Øst til Vest, og fører Vinden os i sydvestlig Retning; med hver Dag stiger Solen høiere paa den klare Himmel, indtil den endelig ved Middagstid staaer lodret over vort Hoved. Kun en Dagsreise eller tvende staae endnu tilbage, og maaskee alt den kommende Dag vil give os Kjending af Oronoco- flodens Munding, det Sted, hvor Columbus landede paa sin tredie Reise og første Gang satte sin Fod paa Amerikas Fast- land. Det er Aften; Solen sidder kun lidet over Horizonten., og dens Straaler sprede et purpur far vet Skj ær over den vest- lige Deel af den ubegrændsede Havflade, imedens mod Ost Bølgerne vugge deres dybe blaa Tæppe. Hurtigt og lodret sænker sig Solen bag Havets Bølger, kun en svag og kort- varig Aftenrøde adskiller den lyse Dag fra den mørke Nat, og Stjerner i tusindviis lyse paa den klare Himmel næsten i samme Øieblik, som Solen sænker sig bag Horizon- ten; dybt ved den nordlige Horizont er endnu Polarstjernen synlig, men mange af Nordens aldrig dalende Stjernebilleder ere skjulte bag Horizonten. Imod Syd aabner Stjernehimlen nye og ukjendteEgne af Verdensrummet for vort Blik, Stjerne- grupper, der endog formaae at maale sig med vor Vinter- himmels smukkeste Egne. Hyppige Stjerneskud ile som Tilbud ira Sted til andet paa den vidunderligt dybe Hvælving, paa hvilken Stjernerne vise sig som klart lysende Punkter og ikke blinke uroligt som i vore nordlige Lande. Dog næppe have vi begyndt at fordybe os i Stjernehimlens Skjønhed, førend