Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

191 vort Øie fængsles med uimodstaaelig Magt til Havets lysende Flade. Ret som om Solen, der har sænket sig bag det ube- grændsede Havs rullende Bølger, sendte sine Straaler fra Ha- vets Bund og lod dem bryde sig i Bølgernes hvælvede Over- flade, lyser hver Bølge, saalangt Øiet formaaer at sandse; det er som om Skibet gyngede paa et glødende Hav, som om hver Bølge, der bryder sig mod Skibets Planker, opløstes i Tusinder af Ilddraaber. „Hvo. der ikke selv har seet dette storartede Phænomen, har intet Begreb om det stærke Indtryk, som det efterlader hos Iagttageren, og kunde let være tilbøielig til at antage de mange Beskrivelser over Havets Lysen for Hjernespind, for Bedrag eller i ethvert Tilfælde for altfor overdrevne; men anderledes forholder det sig med den, der færdes paa det store Ocean. Næppe vilde Overra- skelsen og Beundringen være større, naar man aldrig- havde seet den stjernesaaede Himmel, og da i den mørke Nat plud- seligt saae Himlen udfolde sig i sin hele majestætiske Pragt. Det kolde og frygtede Element forvandler sig til en bølgende Ild, og uvilkaarligt føres Tanken bort fra den pragtfulde Stjernehimmel, der hvælver sig over det lysende Hav, til de bundløse Dybder, fra hvilke Lyset synes at dukke frem, og til hvilke det atter trækker sig tilbage“. Jo mere vi betragte dette storartede Phænomen. desto stærkere vil det fængsle vor Tanke til den Verden, der lever i disse Dybder; thi vi ville da blive fuldt overtydede om, at disse Millioner af lysende Punkter, som hvert Secund tændes og atter for- svinde, hidrøre fra utallige smaa, med vilkaarlig Bevægelse begavede Skabninger. Lysudviklingen er knyttet til disse Smaadyrs Livsvirksomhed, de lyse ligesom Si. Hansormen i vort Hjem, kun. leve hine i Vandet og denne i Luften. Un- der alle Bredegrader lyser Havet omendskjøndt intetsteds saa stærkt og hyppigt som i de tropiske Egne; men at forklare