Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

199 .Ødelæggelsen imøde, eller den glødende Sol udtømmer den sidste Draabe af den tarvelige Vandbeholdning. Igjennem Atmosphærens høiere Regioner glide altsaa de modsatte Luftstrømninger ubemærkede heno vor vort Hoved, imedens ved Jordens Overflade Luften synes at hvile. Naar nu i Dagens Løb Solen gjennemgløder det hede Jordstrøg, løftes disse Luftstrømninger ved den lavere liggende Lufts Udvidelse til endnu høiere Dele af Atmosphæren; derved komme de i Berøring med den høit svævende kolde Luft, endeel af deres store Dampmængde fortættes til Skyer, og Regnen styrter til Jorden, imedens den ved Dampenes For- tætning rigeligt udviklede Elect,ricitet giver sig tilkjende i Lyn- ilden. Men Skyerne danne en Skjærm for Solen, Luften bliver ei mere opvarmet af dens directe Lys og afkjøles af den faldende Regn; lidt efter lidt sammentrækker da den lavere .Luft sig, de modsatte høiere Luftstrømninger sænke sig atter og træde ud af de kolde Dele af Atmosphæren, Skydan- nelsen ophører, og Solens Straaler opløse de alt fortættede Dampe. Henimod Aften er Luften igjen klar, og først den følgende Dag, naar Solen paany hæver Passatvinden til en større Høide, indhylles Himlen atter i Skyer. Ligesom i vort Hjem paa en stille og varm Sommerdag Solens Virkning i den varmeste Deel af Dagen svækkes derved, at et Slør af lette Skyer drages over Himlen for atter i Dagens Løb at forsvinds, saalcdos dæmpes ogsaa i den tropiske Zone Som- mersolens brændende Hede ved det Skylag, der i Dagens varmeste Timer opfanger dens Straaler. Den stille Zones Grændser vexle i Aarets Løb; thi den indbefatter hovedsageligen det varmeste Jordstrøg. Ved Jevn- døgnstider spreder Solen sin Varme eensformigt over den hele Jord; overalt ere da Dag og Nat Ugelange, og Solen staaer ved -Middagstide lodret over de Steder, der ligge i Jordens