Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

202 daglige Regn, og den tropiske Flora udvikler sig i sin fulde Yppighed; ligesom i vort eget Hjem vækkes da Naturen til en Virksomhed, som vel ei Vinterens Kulde, men Mangel paa Fugtighed har standset; men da kommer ogsaa den Tid, i hvilken Fugtigheden avler den store Mængde for Mennesket, og navnlig- for den Fremmede, saa farlige Dunster, der ere Aarsagen til de tropiske Landes usunde Klima; selv Vegeta- tionen, saa rig og yppig den end udfolder sig under Varmens og Fugtighedens Indflydelse, møder i den Tid sin Fjende i Stormenes og Orkanernes Magt, for hvilken selv den tætteste Urskov ydmyg maa bøie sig. „En frygtelig Larm fylder Luften, naar Stormen suser igjennem Kronerne af Urskovens mægtige 1 Janter; Grene og Træer slynges da imod hiinanden, selv de mægtige Lianer sprænges, saa at de visne Grene og Stammer stylte til Jorden, og Snylteplanter i stor Mængde rystes ned Ira Skovens Top. Træerne tabe deres Frugter, der, som oftest indesluttede i en haard Skald , larmende falde til Jorden. Regnen, der i Begyndelsen holdtes tilbage af det tætte Løv. styrter nu i desto rigeligere Mængde til Jorden og forøger Øjeblikkets Rædsler; næsten alle Skovens Beboere tilkjendegive deres Frygt med en klagende Hylen og Skrigen; Aberne, de store Flagermuus, den hele Sværm af Fugle, Løvfrøen og andre af denne Familie, hvis Qvæk lyder som Paukeslag. kort Alt raaber iflærig og tilkjendegiver Øieblikkets store Nød. Kun Insecterne, der længe iforveien have forkyndt Skovens Beboere den kommende Fare, sidde tause, skjulte paa Bladenes nedadvendte Side, indtil Alt er forbi, og Solen atter venligt skinner igjennem Skovens-Krone.« Efter den voldsomme Storm hersker atter dyb Stilhed, thi i dette mærkelige Jordstrøg afløse Uveir og Vindstille, Regnskyl og klar Luft, Dag og Nat, Sommer og Vinter hiinanden uden mildere Overgange.__ Fortsætte vi vor Vandring mod Syd til Amazoneflodens