Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

er localt og kun udvikler sig imellem Overfladen og den over samme hvilende Atmosphære, uden at denne paavirkes af eller indvirker paa Atmosphærens almindelige Forhold. Hine Klimater støtte sig til de tvende Hovedvinde, dette til en hvilende Atmosphære. Ligesom Jordens Hovedvinde mere eller mindre afspeile sig i alle Landes Vindforhold, saaledes lade Landenes høist ulige Klimater sig henføre til de tvende Hovedtilstande, til det tone og det fugtige Klima; men kun der, hvor Vinden fremtræder med stor Regelmæssighed, viser Veiret sig i een af de tvende Hovedformer, og jo mere vi fjerne os fra Vindenes egentlige Kilde, hvor Solens Varme sætter Atmosphæren i Bevægelse, desto mere aftage Vind og Veir i Regelmæssighed, thi desto mere fremtræde de under- ordnede Forholds Indflydelse paa de almindeliges Bekostning-. Lad os antage, at Jorden bestandigt havde den samme Stilling mod Solen, som den indtager ved Jevndøgnstid; Dag og Nat vilde da være ligelange over hele Jorden, og Solen vilde bestandigt staae lodret over Æqvator. I et saadant Tilfælde vilde Jorden frembyde sine tvende Hovedvinde og de til disse svarende tvende Hoveclklimater i deres fuldkomment regelmæssige Tilstand. I Nærheden af Jordens Æqvator vilde Luften, som en Følge af den høiere Varmegrad, stige til Atmosphærens høiere Regioner, og Vinden fra Nord o.g Syd strømme som en Nordost- og Sydostvind ind imod Æqvator, imedens den opstigende Luftstrøm jevnt vilde udbrede sig mod Polerne, indtil den i en bestemt Aftand fra Æqvator atter ■sænkede sig til Jordens Overflade, fremtrædende som en Sydvest- og Nordvestvind, hiint for Jordens nordlige, dette for dens sydlige Halvkugle. Og dermed vilde da Jorden være inddeelt i tvende Zoner; i den ene, i hvilken Luften strømmede langs Jordens Overflade mod Æqvator, vilde Himlen stedse være klar og skyfri, og i den anden, hvor den varme Luftstrøm