Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

sænkede sig til Jordens Overflade, vilde Himlen derimod stedse være mørk og regnfuld; thi hist vilde Luftens Varme- grad bestandigt stige og Luften holde sig tør, her derimod vilde Varmegraden aftage, alt eftersom Vinden nærmede sig de kolde Lande, og Vanddampene selvfølgeligen atter udskille sig; og imedens altsaa Iriint Jordstrøg havde et fuldkomment tørt Klima, vilde dette frembyde en evindelig Regn. Endvidere vilde da langs med Jordens Æqvator den stille Zones ejen- dommelige Klima udvikle sig paa de Steder, hvortil ingen af de tvende Hovedvinde kunde udstrække deres Indflydelse, men hvor Vindstille maatte være Atmosphærens almindelige Tilstand; der vilde en Mellemtilstand indtræde lig den, der nu hersker i denne Zone, idet Regn og klar Luft regelmæssigt vilde afløse hiinanden i Døgnets Løb. — Men Jorden forandrer i Aarets Løb væsentligt sin Stilling mod Solen, idet den snart vender den nordlige, snart den sydlige Halvkugle mere mod Solen, og imedens under Æqvator til alle Tider af Aaret Dag og Nat ere Ugelange, ere derimod Lys og Mørke, Varme og Kulde paa alle andre Dele af Jorden ulige fordeelte over Aaret, og dette Forhold fremkalder netop Aarstiderne. Imid- lertid bliver Lysets ulige Fordeling over Aaret først ret kjendelig, naar vi fjerne os langt fra Æqvator; selv i Rom, der ligger over 600 Miil fra Æqvator, er Aarets længste Dag kun 15 Timer, imedens den i Kjøbenhavn er 171/«, og i Torneaa endog 22 Timer; men vandre vi videre mod Nord, da viser den ulige Fordeling sig i en endnu langt stærkere Grad, og d e r er Sommeren i Sandhed Lysets og Vin- teren Mörkets Aarstid; thi imedens Solen i Sommerens Løb alt efter Stedernes Beliggenhed i flere Maaneder ei synker under Horizonten, frembyder Vinteren en ligesaa lang Tid, i hvilken 4 Solen ei hæver sig over Samme; ved Nordcap varer den