Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Hvor forskjelligt er ikke vort Lands ustadige Klima fra det, som hersker i Syden! Ikke alene dets høist forskjellige Aarstider, men ogsaa Aaret i sin Heelhed viser os denne Forskjel paa en for vort Klima lidet fordeelagtig Maade. Efteraaret er et Udtryk for vort Lands Middelklima; thi paa den Tid er ikke alene Luftens Middelvarme lig Aarets, men ogsaa Vin- denes Retning og Veirets Tilstand stemme da næsten fuld- komment overøens med Aarets Middeltilstand. Efteraarets kolde og regnfulde Veir efterfølges af Vinteren, og omend- skjøndt dennes Middelvarme ikkun falder en halv Grad under Frysepunktet, synker dog af og til Luftens Varmegrad langt under dette, imedens varme og fugtige Dage til andre Tider af Vintren atter søge at bringe Middelvarmen op til den rette Høide. Men naar da Foraaret kommer, naar Sneen svinder bort fra Jorden, og Naturen atter aander nyt Liv under den milde og klare Foraajshimmel, da svinder hurtigt Indtrykket af den forløbne kolde og •• uhyggelige Aarstid, og med hvert Blad, som Træet udfolder, med hver Blomst, der fremspirer af Jordens Skjød, fængsler Naturen indtrængende vor Op- mærksomhed paa de Skjønheder, som netop Aarstidernes Vexel lader fremtræde i deres fulde Glands; og skulde end af og til Veirligets Ustadighed vise sig i sin fulde uhyggelige Tilstand, da maae vi ikke glemme, at det netop er under det ustadige Klimas Indflydelse, at Menneskeslægten har udviklet sig til det høie Trin af Fuldkommenhed, paa hvilket det nu befinder sig, imedens i det fjerne Syden Mennesket endnu tildeels staaer paa samme Udviklingstrin som for Aartusinder. Det er kun i Kampen med Naturen, at Menneskeslægten udvikler sig; hvor hiin tilfredsstiller alle Menneskets Fornødenheder, hvor det ei behøver at pløie og saae, men kun at samle hvad Naturen rundeligt tilbyder, der lever Mennesket som Dyret,