Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

Der gives Steder paa Jorden, hvor Vinteren for evigt har opslaaet sin Bolig, hvor Foraaret og Sommeren kun formaae at mildne den isnende Kulde, men aldrig fuldstændigt at løfte det Ligklæde, som Sneen har draget over Naturen. Der findes intet organisk Liv, ingen Plante bryder den hvide Flade, og ingen Stemme møder Øret i den evigt hendøede Natur. Kun i Støvet, der dækker Sneen, fremspire undertiden Plante- rigets laveste Former, Væxter, der ofte ere usynlige fol- det uvæbnede JØie. Paa Jordens høie Bjerge og omkring dens Poler træffe vi de evige Snee- og Jisregioner; Aar ud Aar ind falder Sneen paa disse Steder, som oftest i en langt rigeligere Grad, end Regn og Snee paa andre Steder af Jordens Overflade, og dog tiltager ikke Sneens Mængde i nogen kjendelig Grad. Kun en ringe Deel deraf for- damper eller smelter i Sommerens Løb, og Naturen maa. altsaa benytte andre Midler for at føre de store Snee- masser bort fra dé kolde Egne, hvor de ei finde Varme nok til at smelte; der maa finde særegne Virkninger Sted, som kunne forandre den løse Snee til de ofte mange hundrede Fod høie Jisbjerge, der svømme fra Polerne til Havets varmere Regioner for der at finde et mildere Klima end det, de forlode. Lad os unclersøge, hvilke disse Virkninger kunne være! Vi ile til Bjergene, hvor vi lettere end andetsteds kunne iagttage dem; thi der have vi paa en Strækning af