Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

240 nogle Miil sammentrængt alle de klimatiske Forskelligheder, som Jordens Overflade frembyder i næsten et Tusinde Miils Udstrækning. Vi træde da ind i en af de dybe Dale, i hvis Skjød Frugttræer voxe og Kornet modnes, men ved hvis Sider de stedse af Sneen halvttilslørede Bjerge kneise til en forbausende Høide. Imedens Dalens Muld er dækket med et yppigt Grønsvær og Bjergets nedre Skraaninger prydes af frodige Skove, træffe vi i næppe V4 Miils Høide over Dalen den evige Snees Regioner. Ved Foraarets Begyndelse ligger Sneen over Bjerg og Dal, men efterhaanden som Solen vinder i Styrke, og Sydens varme Vinde i rigeligt Maal strømme over Landskabet, trækker Sneegrændsen sig høiere og høiere op ad Bjergets Sider, idet deels Solens Varme bortsmelter Sneen, deels denne, løsnet ved den stigende Varme, i sluttet Masse styrter sig ned ad Bjergenes heldende Sider mod den alt grønnende Dal; men udover en vis Høide formaaer Solen ikke at løfte Sneegrændsen , og hiinsides denne viser Bjerget sig stedse ligesom Polarlandene indhyllet i Snee. Talrige Vandfald og skummende Vildbække føre Sneevandet til Havet; thi aldrig saasnart har Varmen smeltet Sneen, førend Jordens Tiltrækning drager det letbevægelige Vand ned fra den høie Plads, hvor det kun, saalænge det var stivnet af Kulden, kunde holdes fængslet til Bjergets ujevne Overflade. Men den Deel af Sneen, som ligger over Sneegrændsen, kan ikke paa denne Maade tilflyde Havet, og dog vender den tidligt eller seent tilbage til dette. Vandre vi høiere op igjennem den frugtbare Dal, ville vi omsider befinde os ved Foden af en kolossal Jismasse, der synes at have sit Udspring i Bjergenes høieste Regioner, og vi ere da ved Gletscherens Fod og ved Udløbet af den Kanal, igjennem hvilken Sneen hiinsides Sneegrændsen føres ned i Dalen. Lig et storartet Vandfald, der pludseligt er stivnet i