Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

271 skelse af det oprindelige Rumfang, den frembragte ogsaa en nlige Fordeling af Materien, idet denne sammentrængtes om Klodens Midtpunkt. Ligesom vor Atmosphære tiltager i Tæt- hed fra dens Grændser ind imod Jordens Overflade, og lige- som Jorden selv bliver tættere ind imod sit Midtpunkt, saa- ledes har ogsaa den klodeformige Taagemasse, hvis Udvik- ling vi forfølge, antaget en større Tæthed i sit Indre end henimod Omkredsen. Det er dette Forhold, som vi iagttage ved Stjernehimlens planetariske eller klodeformige Taager; thi deres oprindeligt eensformige Lys vinder efterhaanden i Styrke ind imod Centrum som en Følge af den stærkere Fortætning. Og dette Centrum bliver Sædet for den egent- lige Lysudvikling: thi jo mere det tiltager i Styrke ved den fremadskridende Fortætning, desto svagere bliver Lyset i den omgivende Taagemasse, indtil omsider denne kun viser sig som en svagt lysende Atmosphære omkring en klart skin- nende Stjerne. Da er den oprindelige, lysende Sky omdannet til en Taagestjerne, til en Sol, omgivet af en mægtig At- mosphære; talrige saadanne Taagestjerner fremtræde paa Him- len, nu og da kunne vi tilnærmelsesviis bestemme Størrelsen af deres, lysende Atmosphære. og det viser sig da, at den strækker sig over Rum, der ofte langt overgaae den yderste bekjendte Planets Afstand fra Solen. Forfølge vi yderligere disse Taagestjerners Udvikling, da viser det sig, atAtmosphæ- ren efterhaanden forsvinder, og at en Stjerne, et enkelt lysende Punkt er Udviklingens sidste Trin. Om den mægtige At- mosphære har fortættet sig paa Stjernernes Overflade eller dannet særskilte Kloder, det er Noget, hvorom det store Ver- densrum ei giver os Oplysning; men ville vi forfølge Taage- stjernens Historie i dens Enkeltheder, da maae vi søge Oplys- ninger i vore nærmeste Omgivelser, i vort Planetsystem. Thi