Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

273 om et fælles Midtpunkt. Men Lidet eller Intet vide vi om Bevægelserne i disse høiere Systemer, hvor Tid og Rum langt overgaae alle menneskelige Forestillinger. Den korte Tid, over hvilken vore Iagttagelser strække sig, er en forsvin- dende Størrelse imod den Tid, i hvilken disse Bevægelser blive kjendelige. Hvilke Begreber vilde Mennesket efter de nu undergaaede Generationers Antal vel have kunnet danne sig selv kun om vor egen lille Verden, hvis en Menneske- alder kun udfyldte eet Secund i Tiden, og dog er Menneske- nes nærværende Levetid en ligesaa forsvindende Størrelse mod de Bevægelser, der foregaae i det store Verdensrum, som eet Secund i Sammenligning med dem, vi kjende i vor snevrere Verden; men der vil komme en Tid — maaskee Tu- sinder af Generationer da alt have afløst hiinanden — i hvil- ken Mennesket vil være istand til at skue dybt ind i Tinge- nes almindelige Orden og formaae. at tyde Livet i det store Verdensrum, ligesom det nu alt formaaer at opfatte en stor Deel af vor snevrere Verden. — Den Taagemasse, af hvilken vort Planetsystem er op- rundet, har fra Tilværelsens tidligste Tider havt en om- dreiende Bevægelse, og netop denne har bevirket, at ikke den hele Masse ved den almindelige Tiltræknings Virkning fortættede sig til en enkelt Klode; thi den midtpunktflyende Kraft, der fremtræder ved den omdreiende Bevægelse, søger at adsplitte, hvad Materiens gjensidige Tiltrækning stræber at forene. og Resultatet af denne Kræfternes Kamp er den Mang- foldighed og Afvexling, som vort Planetsystem frembyder. Centrifugalkraften eller den midtpunktflyénde Kraft yttrer sig nemlig i den Bestræbelse, som alle Dele af et omdreiende Legeme vise, til at fjerne sig fra den Linie, omkring hvilken Legemet dreier sig, og den bevirker, at det omdreiende Le- 18