Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

29 end det, som man rigtignok i en meget mindreMaalestok vil kunne iagttage ved ethvert Græsstraa paa vore Sletter; thi Bjergene danne Jordens fremstaaende Dele, ligesom Bladene Plantens5 i den klare Nat afkjoles disse saavelsom hine ved Udstraa- ling af deres Varme til Verdensrummet, og’ Luften afkjøles ved Berøringen med de kolde Legemer. Da nu Luften ved Afkjöling bliver tungere, synker den efterhaanden ned af det kolde Legemes Side, en Bevægelse, som man vel ikke iagtta- ger i hvert enkelt Blads Omraade, men som ikke destomindre er tilstede og kun skjules ved sin Lidenhed. Anderledes er det paa Bjerget; dets store Masse gjør denne Bevæ- gelse let kjendelig, og efterhaanden som Bjergets Overflade afkjøles ved Varmeudstraalingen, virker den paa den omgi- vende Luft, der da kold og tung styrter ned i Dalen for at fordrive den varmere og lettere Luft, som denne indeslutte?; bliver Afkjølingen tilstrækkelig stærk, da falder der Dug paa Bjerget ligesom paa Planten , og Luften maa til Bjergets nøgne Side afgive endeel af den Fugtighed, som den ved Varmens Hjælp holdt opløst, og i Morgenstunden er Bjerget ligesom Planten bedækket med Dugdraaber eller Riimfrost. Efter Solens Nedgang styrter altsaa Luften fra Bjerget ned i Dalen, ligesom ved vore Kyster Luften fra Marker og Skove strømmer ud over Havet; thi hine afkjøles da hurtigere end dette, og deres afkjølede Luft strømmer da fra Landet ud over Havet. I Morgenstunden er derimod Forholdet et andet: Solen træffer først Bjergets Top, opvarmer dets Sider og Luften, som omgiver disse, længe førend dens Straaler kunne naae ned i Dalen; fra Bjergets Sider stiger da den varmere og lettere Luft tilveirs og suger Luften fra Dalen op ad Bjergets Sider, og efterhaanden som den taagede Luft fra Dalen stiger op ad Bjerget, opvarmes den, og Taagen for- svinder. Ved vore Kyster iagttage vi i Morgenstunden et lig-