Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

nende Forhold; Landjorden opvarmes ved Solens Straaler hurtigere end Havet, dens varmere og lettere Luft stiger til- vejrs, og kold Luft strømmer os imøde fra Havet. Ved vore Kyster have vi altsaa i forøvrigt stille Veir om Aftenen en let Fralandsvind og i Morgenstunden en Paalandsvind, imedens i Bjergene om Aftenen Luften strømmer fra Bjerget til Dalen og om Morgenen i omvendt Retning. : Den kolde og fugtige Luft, som bestandigt strømmer ned fra Bjerget og berøver os Flammehavets Varme, den indtrædende Nat og den dybe Stilhed, der hersker i disse ubeboede Egne, og kun afbrydes ved Baalets Knittren og Hvislen, gjør os Opholdet i det Frie efterhaanden mindre behageligt; efterat have vexlet et Farvel med Echoet, bryde vi derfor op fra vor Leir for i det svage Lys, som den netop fremtrædende Maane yder os, at foretage den korte Vandring til vort Natteqvarteer. Af og’ til staae vi stille for at betragte Stjernehimlen, der viser sig i en sjelden Dybde og fuldkom- ment stemmer med den Ro, som overalt møder os; selve Stjernerne blinke ikke uroligt som paa Sletten, deres Lys har ei at kjæmpe med en tung og taaget Luft, det skinner roligt og klart til os fra Himlens uendelige Dyb. — Vi ere imidlertid traadte ind i vor Hytte og have udsøgt os en Plads ved den lifligt brændende Ild; imedens vi tilberede et tarveligt Maaltid, dreier Samtalen sig om de mangfoldige Gjenstande, der i Eftermiddagens Løb have tiltrukket sig vor Opmærksomhed. Snart er det den stormende Vildbæk, der iilsomt styrter ned imellem Klipperne for at naae den nærlig- gende Bjergsø, snart det ziirlige Vandfald, der med jomfrue- lig Ynde roligt drager sit Slør for den nøgne Klippe, snart er det den besværlige Gang opad Bjerget, snart den hygge- lige Leir ved det høitblussende Baal, snart er det det klang- fulde Echo, som endnu gjenlyder i vort .Øre, snart er det