Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

32 at overvinde for at trænge ud igjennem Vandet, og desto stærkere maa dette opvarmes, for at dets Dampe kunne over- vinde Luftens Tryk; thi Vanddampenes Kraft stiger med de- res Varmegrad. I Høide med Havets Overflade koger Van- det ved 100 Grader, det er den Varmegrad, ved hvilken Vanddampene kunne modstaae Atrnosphærens hele Tryk ; men efterhaanden som vi stige høiere op i Luften, bliver dette Tryk mindre, saa meget mindre som Vægten af den underliggende Luft, og Vandet vil altsaa kunne koge ved en lavere Varme- grad; thi Dampene have ikke mere Luftens hele Tryk at overvinde. Naar Lufttrykket er uforandret, da er ogsaa Van- dets Kogepunkt stedse det samme; i den aabne Skaal ko- ger Vandet ved 100 Grader, naar Barometret viser et Lufttryk af 29 Tommer, og opnaaer ingen høiere Varme- grad, om man endog længe vedligeholder Kogningen; den tilførte Varme vil medgaae til at forvandle Vandet til Damp. Dampen, som udstrømmer fra det kogende Vand, har samme Varmegrad som dette, og dog vide vi vel, at der udfordres en længe vedholdende Kogning til fuldstændigt at forvandle selv kun en ringe Mængde kogende Vand til Damp, saa at alt Vand for- svinder fra Karret. I hvert Øieblik tilfører Ilden Varme til den kogende Vædske, og dog stiger hverken dennes eller Dampens Varmegrad; thi den stadigt tilstrømmende Varme anvendes til at forandre det kogende Vand til Damp, og dertil udfordres 51/« Gange saamegen Varme som til at op- varme det til Kog. Selv om Vandet ikke koger, udvikler det bestandigt Dampe og’ forsvinder efterhaanden af Karret; men denne Udvikling af Dampe foregaaer kun paa Vædskens Overflade, hvor den er i Berøring med Luften, ikke fra Vandets hele Masse, saaledes som i den kogende Vædske, og derfor fore- gaaer denne Fordampning ogsaa meget langsommere; det er