Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

45 Muligheden af, at Mennesket kan vænne sig til Indaandingen af den fortyndede Luft paa de høieste Bjerge.“ — Naar vi fra et af de høieste Punkter i en Bjergkjede overskue de kolossale Masser, som her taarne sig op over Jordens Overflade, vil vistnok den Tanke ligge temmelig fjern, at den hele Bjergkjede engang i tidligere Dage skulde være dukket frem af Havet, saa at det Sted, paa hvilket vi befinde os, maaskee har ligget Tusinder af Fod under Hav- speilet, og dog forholder det sig saa. Bjergets Historie staaer skrevet paa dets udstrakte Sider; der kan man forfølge Bjergets Udvikling Skridt for Skridt, forsaavidt man tilfulde f'orstaaer det Sprog, igjennem hvilket Naturen taler til os. Geologen har af Bjergenes og Landjordens Bygning uddraget den Slutning, som ogsaa finder sin Bekræftelse i andre Dele af Naturvidenskaben, at i en overordentlig fjern Tid Havet har dækket hele Jorden, saa at intet fast Punkt, ingen Klippe satte en Grændse for det altomfattende Havs frie Bevægelse; men efterhaanden afkastede snart een snart en anden Deel af Jord- skorpen Aaget og hævede sig frem over Havet, imedens andre Dele maatte bøie sig saameget dybere ned under dettes Overflade, .lorden har i de ældste Tider været en smeltet Masse, lige- som den da tiMcels er det endnu; det faste Land, paa hvil- ket vi bygge og boe, er kun en tynd Skal om Jordens smeltede Kjerne, og kunde vi trænge ned i Jorden, dobbelt saa dybt som det høieste Bjerg rager op over Havets Bund, da vilde vi finde en smeltet Kjerne, et glødende Hav, af hvilket Vulkanerne øse deres Udstrømme. Paa en Tid, da Tykkelsen af den faste Jordskorpe maaskee ikke engang var nogle Tusinde Fod, var denne udsat for voldsomme Indvirkninger af den smeltede Kjerne; thi ved Afkjøling sammentrak Jordskorpen sig efter- haanden, den kunde ei mere indeslutte den smeltede Kjerne, den maatte briste, og igjennem dens Revner trængte fra Jor-