Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

46 dens Indre glødende Masser frem, der i Tidernes Løb taar- nede sig op til den Høide, som Bjergene nu have; Jordskorpen foldede og bugtede sig, og Landjorden skilte sig fra Havet. Men kunne vi virkeligt antage, at en saa uhyre Masse, som Himalayas Bjergkjede, hvis høieste Punkt ligger høiere end en Miil over Havspeilet, kan være hævet frem over dette ved en Kraft, der alene skulde have sin Oprindelse fra den ved en vedvarende Afkjøling indtraadte Spænding i Jordens faste Overflade! Dog, enhver Betænkelighed i saa Henseende vil forsvinde, naar vi tage Hensyn til Jordens umaadelige Størrelse. Hvad er en Miil i Sammenligning med Jordens 1720 Miil store Diameter? Tænke vi os Jorden formind- sket til en Kugle af en Alens Diameter, da vilde vi paa en saadan Globus kun med stor Vanskelighed kunne opdage selv Jordens høieste Bjerge. Kuglen vilde forekomme os fuldkommen jevn; thi den høieste Bjergtop vilde kun ligge 1/g Linie, et Kortblads Tykkelse høiere end Havfladen, og et lille Sandkorn vilde ikke engang kunne skjules af Havet, hvor dette var dybest! Jordskorpen, der i det Høieste er 10 Miil tyk, og under hvilken Alt er i.en smeltet og glødende Tilstand, vilde for vor Globus ikke have en Linies, ikke et Græsstraas Tykkelse; det vilde være den hele Dybde, fra hvilken Vulkanerne maatte hente deres Ild. Selv om vor Globus havde en Diameter af 50 Alen, vilde Jordens største Bjerg neppe faae en Fingersbreds Høide. For en Kugle af en Alens Diameter vilde vi ansee disse smaa Ujevnheder for aldeles uvæsentlige og tilfældige, og dog ere de i Forhold til denne lille Kugle ligesaa betydelige som Bjergene i For- hold til Jorden; men naar vi forbauses over Bjergenes uhyre Størrelse, naar vi tvivle om Muligheden af, at disse Masser kunne være løftede fra Havet til denne Høide, da er den