Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

47 rette Aarsag til vor Tvivl kun den, at vi med vore ringe Begreber ikke kunne danne os den rette Forestilling om Jor- dens Størrelse. Fastlandets Udstrækning er kun ringe i Sam- menligning med Havets, ligesom Høiden af Jordens største Bjerge imod Havets Dybde, der idetmindste paa eet Sted er næsten to Miil, saa at samtlige Jordens Bjerge og alt det faste Land, som nu rager frem af Havet, kun vil være istand til at udfylde en ringe Deel af Verdenshavet, hvis det engang i Tidernes Løb skulde vende tilbage til dette, og i denne Retning arbeider Havet ufortrødent; det gnaver paavore Ky- ster og sender Regnen ud over Jorden, for at den paa sin lange Vandring kan opløse endeel af Fastlandets Masse og føre den med sig tilbage til Havet. — I det Fjerne viser sig et Phænomen, der i Bjergene ikke betragtes med gunstigt Øie. Paa et af de høieste snee- dækkede Bjerges Tinde hviler en lille Sky, som den lette Vind, der drager hen over samme, ikke formaaer at løsrive ; Skyen klamrer sig fast til Bjergets Top, til hvilken den fæng- sles ved en usynlig Kraft, ligesom Røgen til Skorstenen. Vi vilde imidlertid feile meget, naar vi antoge, at denne Sky, den eneste, som Himlen for Øieblikket frembyder for vort Blik, virkeligt skulde kunne modstaae Vindens Magt og urok- keligt være lænket til Bjerget; thi med hvert .Øjeblik løsriver Vinden endeel af samme, medens Bjerget bestandigt soger at erstatte dette Tab. Det er et daarligt Varsel, siger Bjerg- boen, og han har Ret; thi det underretter os om, at en fug- tig Luitstrøm iler hen over Bjerget og berører dets kolde Top; Skyen, som urokkeligt hænger ved Bjerget, danner sig uafbrudt paany ved Luftens Berøring med den kolde Snee- masse, alt eftersom Vinden river den dannede Sky med sig og opløser den; det vil sjeldent vare længe, forinden den