Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

48 høitsvævende fugtige Luftstrøm ved en vedvarende Afkjøling sænker sig, danner Skyer og giver Regn. Vi see allerede nu flere høie Bjergtinder ryge, det er paa Tiden at forlade denne ophøiede Plads for ikke at overraskes af Taage og Regn i disse uveibare Egne. Endnu engang lade vi Blikket omfatte det store Panorama for at modtage det sidste og almindelige Indtryk af den hele Natur. Vi have for os en sand Mang- foldighed og Skjønhed i Form og Farve, en rig Afvexling af Lys og Skygge; vi aande den friske Luft, vederqvæges af Solens livlige Straaler, og den rene, blaae Himmel hvælver sig over os, imedens en dyb Stilhed lader os glemme Hverdags- livets travle Færd; vi staae paa en stenet Jordbund, paa hvilken aldrig nogen Hersker har sat sin Fod, hvor intet levende Væsen har opslaaet sit Bo , og over hvilken Culturen endnu ikke har udstrakt sit Herredømme; vi føle os frie og ubundne som Himlens Fugle, der kun stole paa deres Vingers Kraft og kun høre deres egen Sang, der er en Gjenklang af Naturens Stemme; vi føle, at Bjerget er Fri- hedens Hjem, og at Bjergboen er født til Frihed, om han endog er baaret i Trældom. Men vi føle tillige Tilstedeværelsen af det Baand, som her ligesom overalt i den frie Natur forener alle Enkeltheder til et harmonisk Hele; thi i al denne Mangfoldighed og Afvex- ling findes der en Eenhecl i Tanken, en fælles Nødvendighed, under hvilken alle Enkeltheder maae underordne sig. Det er ei nogen tøilesløs Frihed, som hersker i Naturen; thi alle dennes Handlinger staae i et bestemt Forhold til hverandre; den naturlige Frihed har sine Grændser, som Naturlovene bestemme, og som Naturen selv med ubøielig Strenghed vaa- ger over. Der falder saaledes ingen Skygge og intet Lys paa den hele Bjergkjede, uden at have Solen som sidste Aarsag, og den hele Rigdom af Afvexling, ' som Lys og Skygge frem-