Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

50 Overflade; efterhaanden som vi stige ned ad Bjerget eller vandre paa Jorden fra Polerne til Æqvator, tiltager Varmen, og ligesom vi paa Bjerget iagttage de skarpe Linier, som be- grændse de forskjellige Vegetationsbælter, saaledes forholder det sig ogsaa paa Jorden, ogsaa der kan man finde Linier, som begrændse de enkelte Planters Hjem; de løbe rundt om Jorden i mere eller mindre krumme Linier, ligesom de, der betegne Grændserne paa Bjergets forskjellige Sider. Tænke vi os Jorden deelt efter Æqvator i to store Halvkugler, da have vi to kolossale Bjerge, hvert 860 Miil hoit; sammen- ligne vi da disse med Jordens Bjerge under Æquator, da ville vi i de sidste have et Miniaturbilled af de første. Ved deres Fod groe Palmer r og paa deres Top hviler den evige Snee, imedens paa den mellemliggende Deel de for- skjellige Planter afvexle i samme lovbestemte Orden, efter- haanden som vi stige høiere, og altsaa \ armen aftager. Vi vide, at Aarsagen til Varmens ulige Fordeling paa Jordens Overflade er Jordens Stilling imod Solen; thi jo længere vi komme bort fra Vendekredsene, desto dybere vil Solen sidde paa Himlen, desto mere skraat falde dens Straa- ler paa Jorden, og desto svagere Opvarmning ville de som Folge deraf frembringe. Men paa Bjerget er Forholdet tildeels et andet; her er det Varmeudstraalingen til Verdensrummet, som væsentligt afkjøler Bjerget, imedens tillige den tynde Luft, i hvilken Bjerget er indhyllet, vanskeligere opvarmes end den tættere, der hviler paa Jordens Overflade; alt eftersom man stiger høiere, vinde begge disse Omstændigheder i Betydning, saa at man omsider naaer et Punkt, hvor al Plantevæxt maa ophøre, hvor evig Snee dækker Bjerget, og selv Sommervarmen ikke formaaer at løfte det hvide blinkende Tæppe. Sneegrændsen ligger naturligvils i en meget forskjellig Høide; thi den er af-