Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

51 hængig af Bjergets Beliggenhed. Under Æqvator maa man stige 15400 Fod, paa Alperne 8b00 Fod og paa Norges Nordkyst 2300 Fod for at naae den evige Snees Regioner; jo mere man fjerner sig fra Jordens Æqvator, desto ringere er den Høide, i hvilken Sneegrændsen ligger; men ogsaa an- dre Omstændigheder kunne bidrage til at fremkalde en For- andring i Sneegrændsens Høide; paa Bjergets Sydside ligger den i Almindelighed høiere end paa Nordsiden, fordi Solen paa hiin Side udøver en stærkere Virkning, dog er denne Regel ikke almeengyldig; thi paa Himalayas Bjergkjede ligger Sneegrændsen paa Sydsiden 1800 Fod lavere end paa Nordsiden af Bjergene, hvilket hidrører fra Bjergenes særegne Beliggenhed. — Det er imidlertid blevet Aften; Uveiret, hvis Komme Bjergtoppene bebudede os, har forlængst raset i de nærlig- gende Bjerge, uden at vi selv ere bievne indviklede i samme ; kun Tordenens af Echoet mangfoldige Gange forstærkede Rullen naaede vort Øre. Vi sidde nu udenfor vor Bolig og hvile os efter Dagens anstrengende Nydelser; Solen er allerede svundet fra Dalen, Kirkeklokken kalder Folket til Bøn, og paa Bjergtoppene begynder Aftenrøden at tænde sit Lys. En høitidelig Stemning er udbredt over Naturen; men den er hoist forskjellig fra den, der i Morgenstundens første .Øie- blikke herskede paa Bjerget, da Solen traadte frem af Hori- zonten, og Mørket maatte vige for Lyset; thi nu er det Nat- ten , som afløser Dagen. Med hvert Øieblik aftager Lyset i Styrke, indtil Mørket fuldstændigt skjuler den rige Natur for vort Blik. Vi føle ei den Begeistring, som i Dagens første Time bemægtigede sig os, en veemodig Stemning har indtaget dens Plads; vi leve ei længer i Øieblikket, Erin- dringen fremtræder i et desto klarere Lys, jo mere Om- 4*