Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

57 maatte kunne indtage en saameget mindre Høide; han fyldte et om- trent 30 Tommer langt, i den ene Ende lukket Rør med Qviksølv, stil lede det dernæst med den aabne Ende nedadvendt i en Skaal med dette Metal og iagttog da, at Qviksølvet ikke længere udfy'dte Røret, men sank et Par Tommer ned fra Rørets Ende; der var over Qviksølvet dannet et tomt Rum, som endnu bærer Toricellis Navn, og dermed var da det første Barometer indrettet. Senere har man bygget Apparater, ved hvilke man frembringer omend ikke et fuldkomment lufttomt Rum, saa dog en meget stærk Fortynding af Luften. Den første af disse Luftpumper blev i Aa- ret 1654 indrettet af Borgermesteren i ^Magdeburg O 11 o von Guericke. 5) T h e r m o m e t r e t angiver Legemernes Varmegrad, men ikke den hele Varmemængde, som et Legeme indeholder; thi vedsamme Varmegrad kunne forskjellige Legemer indeholde haust ulige Varme- mængder. Til at opvarme eet Pund Vand een Grad , ligegyldigt hvil- ken Varmegrad Vandet viser, udfordres stedse en ligestor Varmemængde; man kalder denne Varmemængde en Varmeeenhed. Men en Varmemængde lig den, som et Pund Vand maa optage, for at dets Varmegrad skal stige een Grad, vil derimod være istand til at op- varme en 30 Gange saa stor Vægt Qviksølv een Grad , og altsaa behø- ver Qviksølvet kun ’/30 saamegen Varme som en ligesaa stor Vægt Vand for at opvarmes ligesaa stærkt sotn dette; man udtrykker dette mere kort ved at sige, at Qviksølvets Varmefylde er */3o af Vandets. Af alle Legemer har Vandet den største Varmefylde, det vil sige, at det fordrer en større Varmemængde end en ligesaa stor Vægt af et hvilket- somhelst andet Legeme for at opvarmes et bestemt Antal Grader. Sætter man en Skaal med Vand over Ilden og anbringer et Ther- mometer i Vandet, da vil man see, at dette stiger regelmæssigt, indtil det har naaet 100 Grader, ved hvilken Varmegrad Vandet koger; men ved denne Varmegrad bliver da Thermometret staaende, indtil alt Vand er fordampet. I ethvert øieblik modtager Skaalen en vis Mængde Varme fra Ilden, meddeler den til Vandet og forhøier dennes Varme- grad; har denne naaet 100 Grader, da koger Vandet, dets Varmegrad forhales ikke mere, men hele den tilførte Varmemængde anvendes til Fordampningen af det kogende Vand. Forsøg have nu viist, at Vand- dampene, der udvikle sig af det kogende Vand, ikke have nogen høiere Varmegrad end dette, og ikke destomindre udfordres der til fuldstæn- digt at fordampe Vandet en Varmemængde, der omtrent er 51/2 Gange saa stor som den, der allerede er meddeelt Vandet for at bringe det i Kog. Vanddampenes store Varmemængde i Forhold til Vandets ved samme Varmegrad er altsaa ikke kjendelig ved Thermometret, og man siger derfor, at Vanddampene indeholde megen bunden Varme; thi denne Varme kommer først tilsyne, naar Dampene atter fortættes til