Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

X den tidlige Morgenstund tiltræde vi vor Vandring’; Solen er i Begreb med at staae op, Luften er klar og frisk, og ingen Vind rører sig; Fuglene qviddre i Skoven, ethvert Græs- straa er paa Engen prydet med Dugdraaber, lette Taageskik- kelser svæve over Havets rolige Flade, imedens Lærken iler høit op imod Himlens Blaae for at opfange den første Sol- straale. Morgenstjernens Lys er allerede blegnet, og hiin- sides Havet gløder den østlige Himmel i Morgenrødens hele Pragt. Kun nogle Øieblikke , og Solen træder frem. Luften gjenlyder af Fuglenes Sang, Dugdraaberne spille i Regnbuens Farver, men en let Gysen gjennemfarer Taagen, som hviler over Havet; uroligt iler den hid og did, indtil en usynlig Kraft løsriver den fra Havet og lofter den høit op i Luften, hvor den fordunkler Himlens rene, blaae Farve; thi Taagen liar dannet Skyer, og fortrængt fra Jorden truer den med at fortsætte sin Kamp raecl Solen om Herredømmet paa Himlen. En sagte Vind træder os imøde fra Havet; thi efterhaanden er Jordens Varmegrad ved Solens Indvirkning blevet høiere end Havets, der ikke saa hurtigt som hiin lader sig opvarme, og den koldere Luft, som hviler over dette, suges efter- haanden op paa Landjorden for at erstatte den der opstigende varmere Luft. Ved denne sagte Sovind bæve Markens Græs- straae, og Dugdraaberne glimre et Øieblik med forøget Glands, forinden de falde til Jorden.. Eengang løsrevne fra deres frem-