Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

62 trædende Plads falde de fra Blad til Blad, indtil de samles ved Plantens Rod; Bladenes Form og Stilling lede dem sik- kert til dette Sted, hvor de yde Planten en Erstatning for det Tab, som Solens Varme foraarsager i Dagens Løb. Betragte vi Dugdraaberne noget nærmere, da ville vi finde, at de alle have udsøgt sig de vanskeligste Steder, der tillige ere de, hvor de kunne fremtræde i størst Glands, og hvor selv den beskedne Vanddraabe maa tildrage sig Op- mærksomhed; thi de sidde alle mere eller mindre paa Spid- sen af Græsstraaene og Bladene, hvor selv den meest øvede Haand vanskeligt kunde anbringe dem. Og dog er dette de- res naturlige Plads; Naturen liar netop forsynet Planten med mange fremragende Spidser, for at den i den stjerneklare Nat, i hvilken ingen Skyer forhindre Varmen fra frit at ud- strømme fra Jorden, kan tage endeel af den til Livets Op- hold nødvendige Mængde Fugtighed tilbage, som Luften i Dagens Løb har berøvet den Jordbund, fra hvilken Planten skal hente sin Næring. Planten kjæmper uafbrudt med Luf- ten om den Fugtighed, som Jorden indeholder; om Dagen understøttes Luften af Solens Varme, og den varme Luft gaaer da af med Seiren; den fordamper Vand fra Bladenes Overflade og udtørrer Jordbunden, hvori Planten fæster sine Rødder; men alt eftersom Solen synker mod Horizonten, svækkes Luftens Indflydelse, og i den stjerneklare Nat opta- ger Planten Kampen paany; nu er Forholdet et andet, Luf- ten maa atter tilbagegive endeel af det, den i Dagens Løb har berøvet Planten, og dennes mangfoldige fremragende Spidser danne det Vaaben, hvormed Planten gjør sin Ret gjeldende; den seirrige Plante staaer prydet med Dugdraaber, som den har aftvunget Luften. Thi i den klare Nat afkjøles hurtigt alle Plantens fremragende Dele ved Varmeudstraaling til Verdensrummet; Luften, som omgiver den kolde Plante,