Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

63 mister ved Berøring med denne endeel af sin Varme , og alt eftersom Luftens Varmegrad aftager, svækkes den Kraft, med hvilken den formaaer at holde Fugtigheden tilbage; snart er Luften saa stærkt afkjølet, at den ei længere kan holde sit hele Forraad af Fugtighed opløst, men maa afgive endeel til den kolde Plante; den afsætter da Dugdraaberne paa Plan- tens meest fremragende Punkter, fordi disse ere de koldeste, og det er saaledes den Overvundne selv, der pryder Planten med Seitens Trophæer. Ja, selv om Vinteren i den stren- geste Kulde, naar Luften paa Grund af sin lave Varmegrad kun indeholder en saare ringe Mængde Fugtighed, aftvinge dog i de klare Nætter alle fremragende Spidser ved Varmeud- straaling Luften endeel af dens Fugtighed, der da naturligviis ikke afsætter sig som Draaber, men danner de i alle Regn- buefarver spillende lisnaale, der om Vinteren smykke Sko- vens nøgne Krone. Ligesom Dugdraaberne udsøger ogsaa Rimen sig de dristigste Steder, og hvo har vel ikke paa Spidsen af et tilfældigt fremragende Søm eller paa Toppen af et Halmstraa seet store lisnaale, naar der er faldet Riim- frost. Naar derimod Skyerne drage et tæt Slør over Himlen, da kan Planten i den mørke Nat ei aftvinge Luften nogen Fugtighed; thi Varmen kan da ei frit udstraale til Verdens- rummet, men kastes tilbage fra Skyerne; Planten kan da ikke afkjøles i den Grad, som er nødvendig for Bedugningen. Under en skydækket Himmel, ligesom i vore Værelser, kan Planten ikke om Natten vederqvæges af Duggen, og Mor- gensolens Straaler falde da paa de tørre Blade. I visse Dele af det hede Jordbælte falder næsten aldrig nogen Regn, og der er Duggen Plantens eneste Vederqvægelse; der yder den klare, kolde Nat under Maaneskin og Stjernelys Planten den samme Velgjerning, som hos os den lette Sommerregn,