Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

64 hvorimod de mørke Nætter kun bidrage til at forøge Solens udtørrende Kraft. Afkjølingen, som fremkaldes ved Varmeudstraalingen, er meget betydelig; man har ved Forsøg fundet, at Thermome- tret ofte staaer 6 — 8 Grader lavere i Græsset end lige over samme. Hvor Luften er meget klar, kan Afkjølingen endog skride saa vidt frem, at der danner sig lis, og man har endog i Indien indrettet Fabrikker, hvor man tilbereder lis ved den Afkjøling, som Varmeudstraalingen fremkalder. I de flade Kar, i hvilke Vandet der udsættes, danner sigi Nattens Løb i stille Veir et lislag, uagtet Luftens Varme er flere Grader over Vandets Frysepunkt. Mon Taagen, som hvilede over Havet ved Solens Opgang, skulde have cn lignende Oprindelse som Duggen paa Plan- terne? Skulde lier Varmeudstraalingen fra Havfladen bevirke en Fortætning af Vanddampe i den derpaa hvilende Luft? Spørgsmaalet synes berettiget, men Svaret vil kun tildeels lyde bekræftende; thi vi have paa Havet et ganske andet Forhold end paa Landjorden. Fra Havets blanke Overflade foregaaer Varmeudstraalingen kun saare langsomt; thi her savnes alle fremragende Dele, der kunne lette Varmens Bort- gang. Naar ei nogen ydre Kraft bryder Havets ktbevæge- lige Overflade, vil Vandet ifølge sin Natur danne et Speil, og ingen Deel af Samme vil træde frem for en anden, saa- ledes som Planterne og Sandkornene paa Jorden; men alle Havets Draaber ville slutte sig sammen til en tæt Masse, hvis jevne Overflade forhindrer Varmen fra hurtigt at strømme ud. Ligesom Luften udtørrer Jorden, indsuger den ogsaa Vand fra Havets Overflade, og jo varmere Vandet er, desto større Mængde Fugtighed vil Luften i Berøring med det varme Vand modtage. Den fugtige Luft stræber dernæst efter at stige tilveirs; thi den er lettere end den overliggende, der