Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

68 koi nment sorte Vægge, vil man ikke være istand til at be- dømme Afstanden til den nærmeste Væg; thi man seer den ikke, den sender intet Lys tilbage. Lad os betragte Naturen for at undersøge, hvorledes den fordeler lyse og mørke Farver, og om der i disse tilsynela- dende Tilfældigheder viser sig den samme Eenhed i Tanken, den samme Harmonie, som i mange andre af Naturens Handlin- ger. De lyse Farver ere Vinterens, de mørke Sommerens. Saa urigtigt det end kunde forekomme os, at iføre Jorden Sneens hvide Tæppe, naar Solens Varme er ringest, og der- imod en mørkere Klædning, naar der er en Overflødighed af Varme i Solens Straaler, fremtræder dog denne tilsyneladende Hensynsløshed som en nødvendig og klog Foranstaltning. Sneens Bestemmelse er tildeels den, at beskytte Jorden imod en stærk Afkjøling; den skal forhindre Udstraaling af Varmen fra Jordens Overflade. Varmen trænger fra Jorden kun yderst langsomt igjennem Sneen; thi denne er en slet Varmeleder ligesom de uldne Klæder, vi iføre os ved Vin- terens Komme. Men vilde en mørk eller sort Snee ikke kunne tilfredsstille disse Fordringer? Unegtelig kunde den være en slet Varmeleder og forhindre Jordens Afkjøling, men den vilde kun have en meget kort Varighed. Et Tæppe, der var ligesaa sort, som den nyfaldne Snee er blendende hvid, vilde forvandle Dagen til Nat; ikke en Solstraale vilde kastes tilbage fra den mørke Overflade, og Jorden vilde selv i det stærkeste Sollys være fuldkomment usynlig for os. Alt Lys, som mødte det sorte Tæppe, vilde indsuges af dette og forvandles til Varme; men Varmen vilde smelte Sneen, og inden kort Tid vilde Jorden atter være berøvet sit Værn imod Kuklen. Nu er derimod Forholdet et andet; det svage Lys, som Solen om Vinteren sender ud over Jorden, kastes tilbage af det hvide Snecdække og spredes over Omgi-