Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

69 velserne; kun Varmen, som Solstraalerne føre med sig, opta- ges tildeels af Sneen og opvarmer denne til Smeltepunk- tet; men kun en ringe Deel af Sneen vil smelte, thi der- til udfordres en stor Mængde Varme. Der udfordres 14 Gange saamegen Varme til at smelte en Cubikfod Snee som til at opvarme den fra 10 Graders Kulde til Smeltepunktet. Men om Foraaret, naar Sneen ifølge Naturens Gang skal forlade Jorden, forandrer den ogsaa sin Overflade, den hvide Farve aftager i Reenhed, og Sneen bliver mere og mere graa. Den smudsige Farve, som Sneen antager om Foraa- ret er ikke tilfældig; den hidrører ikke fra Støv eller Jord, som tilfældigvis s er faldet paa Sneen; thi hvorfra skulde dette Støv være kommet, naar Landet i flere Miils Omkreds er dækket med Snee? Ligesom Regnen renser ogsaa Sneen Luften fra de uendeligt mange, smaa Støvpartikler, der svæve omkring i denne, og fører dem med ned til Jorden. Naar nu om Foraaret Solens Kraft tiltager, og varm Luft blæser hen over Sneen, vil denne smelte og Vandet sive igjennem den øvrige Masse; men Støvet, som Sneen har ført med sig ned fra Luften, bliver paa Overfladen, hvor det samler sig i stedse større Mængde og ved sin mørke Farve fremskynder ■ Sneens Smelt- ning; thi nu er Forholdet et andet, det er ikke mere alene Solens og Luftens Varme, der fremkalder Sneens Smeltning, nu indsuges Lyset af den mørke Jord, som hviler paa Sneen, og omdannes til Varme. Sneen svinder da med hver Dag hurtigere bort; thi jo mere Snee der smelter, desto mere Støv og Jord bliver der liggende paa dens Overflade, desto stærkere virker Sollyset. Mangfoldige Kjendsgjerninger vise os den Hurtighed, med hvilken Sneen smelter under et tyndt, mørkt Dække; lægge vi en Haandfuld Jord paa Sneen, da vil den selv i den strenge Vinterkulde snart ved Sollysets Hjælp trænge sig igjennem Sneen og skjules