Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

70 af denne; ligesaa vil en lille Steen, der ligger paa den klare lis, efterhaanden bane sig en Vei igjennem den faste Masse, indtil den endeligt har gjennemtrængt Isens hele Tyk- kelse og falder i Vandet. Stenen opvarmes nemlig stærkt af Solstraalerne, navnlig naar den er mørk, og ved sin Varme smelter den sig et lille Hul i Isen; om Natten fryser Hullet atter til, men den følgende Dag trænge Solstraalerne igjennem Isen, træffe Stenen og opvarme den; Isen smelter paany i den nærmeste Omgivelse, og Stenen synker atter et lille Stykke dybere; dette gjentager sig med hver Dag, indtil enten Stenen er trængt heelt igjennem Isen, eller Lysets Virkning svækkes formeget af den tykke lisskorpe eller af Snee, som leirer sig over Isen. Den ringe Mængde Støv, der ved Sneens langsomme Smeltning fremtræder paa dens Overflade i Vinterens Løb, bliver fra Tid til anden atter skjult for Lyset ved Riim- frost og nyfalden Snee, og først om Foraaret, naar denne Virkning ophører, begynder Støvet at samle sig i større Mængde og fremskynde Sneens Smeltning. Om Vinteren fører altsaa Sneen Støvet fra Luften tilbage til Jorden, hvor det hører hjemme, medens om Foraaret Støvet til Gjengjeld under- støtter Sneen i dens Bestræbelser for at vende tilbage til Havet, fra hvilket den har sin Oprindelse. Naar nu om Foraaret Sneen er svundet fra Jorden, er denne saa mørk som nogensinde ellers og ret skikket til at varme sig paa Sollysets Bekostning. Der er ogsaa meget for Varmen at udrette i den kolde, fugtige Jord; Frosten skal drives ud af Jorden og alt det overflødige Vand fordampes; jo mørkere Jorden er, desto hurtigere skrider denne Virkning frem, desto snarere bliver Jorden skikket til Plantens Udvik- ling. Men, efterhaanden som Jorden bliver mere tør, forandrer den sin Farve, den bliver med hver Dag lysere, en Omstæn-